Stak offer med skruetrækker: 43-årig ville have penge

En 43-årig mand er sigtet for grov vold, afpresning, frihedsberøvelse og forsøg på røveri, efter han opsøgte en bekendt og stak ham med en skruetrækker

Torsdag morgen opsøgte en 43-årig mand fra Holbæk en bekendt i hans hjem. Her forsøgte manden med vold og trusler at tvinge den 44-årige til at give ham penge. Manden stak også ud efter offeret med en skruetrækker.

- Skruetrækkeren gik gennem hans bukser og snittede hans ben, fortæller anklager Tine Kristensen til Ekstra Bladet.

Tvunget til banken
Den 43-årige tildelte offeret flere slag og spark. Derefter tvang han ham til at finde sit hævekort og stige ind i en bil. Sammen kørte de mod banken for at hæve penge til den 43-årige.

På vej til banken blev bilen standset af politiet, som havde modtaget anmeldelse om, at der havde været et voldeligt optrin på adressen. Den mistænkte blev anholdt og sigtet for grov vold, afpresning, frihedsberøvelse og forsøg på røveri.

Behandling på sygehuset
Offeret blev kørt til behandling på sygehuset. Han er ikke kommet alvorligt til skade.

Den mistænkte blev fredag klokken 9.15 fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Anklagen begærede dørlukning under retsmødet, og begæringen blev imødekommet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere