Stak sin mors ekskæreste 23 gange: Det blev mere og mere ekstremt

En 24-årig mand fik mindst 23 knivlæsioner, da han blev stukket af sin ekskærestes datter

Der var blodspor på gaden og på muren til etageejendommen. Foto: Anthon Unger
Der var blodspor på gaden og på muren til etageejendommen. Foto: Anthon Unger

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det var efter måneder med stress over, at hendes mors 24-årige ekskæreste stalkede dem, sov og opholdt sig konstant foran deres opgang, kimede moren ned og råbte op til dem fra gaden, at en 20-årig kvinde fik nok.

Hun ville dog bare true manden med den køkkenkniv, som hun tog i lejligheden, før hun gik ned ad bagtrappen i lejligheden på Tåsingegade på Østerbro i København 9. juni sidste år klokken 23.55, forklarede hun i Københavns Byret, hvor hun står tiltalt for drabsforsøg.

Ifølge anklageskriftet gav hun ham mindst 23 knivlæsioner, herunder i issen, hagen, brystet, ryggen og låret, efter forudgående planlægning.

Hun nægter sig skyldig i drabsforsøg, men erkender grov vold. Hun afviser, at der var tale om egentlig forudgående planlægning, oplyste hendes forsvarer, Mads Kramme.

Moderen lærte den 24-årige at kende, efter han ansøgte hende om venskab på Facebook. Allerede ved sit første besøg hos moderen blev han sur, fordi han ikke måtte sove der.

- Efter en uges tid begynder han at være meget stalkeragtig, forklarede den 20-årige tiltalte, der husker en episode, hvor hun stod og vaskede op med sin mor, hvor hun ikke svarede på telefonen.

Blev forskrækket
- Så ender han med at sparke døren ind, fordi hun ikke tager opkaldet. Han står tæt op ad hendes ansigt og siger: 'Jeg sagde, at du ikke skal fucke med mig.' Der bliver jeg selvfølgelig forskrækket, for jeg har oplevet, at hendes tidligere kæreste sparkede døren ind. Så nu skete det igen, bare med en ny en, forklarede den unge kvinde og fortsatte:

- Jeg vil sige, at det blev mere og mere ekstremt med tiden.

Hun bor alene med sin mor, lider af social angst og ses derfor ikke med mange mennesker, men har et tæt forhold til sin mor.

Hun forklarede, at den 24-årige stod på gaden foran deres lejlighed hele tiden. Hver dag.

- Stod han der virkelig hver dag, ville anklager Søren Harbo vide.

- Det eneste tidspunkt, han ikke stod der, var for at oplade sin telefon i en kiosk. Han ringede til hende hele tiden. Når vi var hjemme, var det ligesom at være i et fængsel. Han satte papir i døren til opgangen for at kunne komme ind. Han havde det med at sove op ad vores bagdør. Vi var ret sikre på, at det var hver eneste nat. Enten ved hendes bil, nede i kælderen, ved opgangen, svarede hun.

Hun kunne se på moderen, at hun var virkelig træt, udmattet og stresset, men alligevel lukkede moren manden, som datteren ikke vil beskrive som moderens kæreste, ind igen gang på gang.

- Man kan få den tanke, at det er vildt at få ham på besøg igen. Hvorfor tillader din mor det, spurgte anklageren.

- Han har det med, at han kan gå fra at være virkelig hidsig til at være et englebarn og have talegaverne i orden og undskylde, så min mor får ondt i hjertet, svarede hun.

Stukket i panik
Om aftenen, hvor hun stak ham, havde moderen fortalt hende, at han havde taget kvælertag på hende i et halvt minut.

- Der går jeg i en choktilstand. Jeg kan ikke forstå, hvordan min mor kan fortjene det. Der kan jeg huske, at jeg skrev en lidt truede besked til ham, forklarede hun.

Samme aften ville han komme for at hende noget tøj, som moderen stillede ud på opgangen. Samtidig satte hun også noget mad ud til ham, fordi han ikke havde spist længe.

Den tiltalte tog en køkkenkniv og gik ned ad bagtrappen.

- Hvad var meningen med den her kniv, spurgte anklageren.

- Det var faktisk bare, at jeg ville true ham.

Da hun låste sig ind i opgangen, kunne hun se, at han stod med nogle store øjne.

- Det kom faktisk lidt som en chok, da han stod der, sagde hun.

- Jeg vælger at stikke ham. Jeg stikker ham to gange, forklarede hun og sagde, at hun senere fik at vide, at det var mange flere gange.

- Men som jeg fik at vide af min advokat, kan man godt få noget blackout, sagde hun og tilføjede, at hun tror, at hun har været bange for, at han tog kniven.

- Jeg tror, at jeg har stukket i panik over, at der skulle ske mig noget, sagde hun.

Adspurgt af sin forsvarer svarede hun på spørgsmålet om, hvorvidt hun blev bange for, at der skulle ske hende noget:

- Ja, det gjorde jeg. Jeg gik i panik. Jeg tror, det er derfor, jeg husker det så godt.

Hun afviste, at hendes mor vidste noget. Hun kom først ned bagefter, og sammen tørrede de blod af i opgangen med nogle håndklæder, som moderen gemte i et hulrum i badeværelsesloftet.

Også anklager Søren Harbo kom ind på forholdet mellem moderen og den forurettede i sin forelæggelse af sagen.

- Jeg tror godt, at jeg kan tillade mig at sige, at (moderen, red.) ikke ønskede at fortsætte forholdet, sagde anklager Søren Harbo og tilføjede, at den forurettede ikke var tilfreds med, at forholdet stoppede og opsøgte dem rigtig mange gange. Herunder stod og råbte foran deres opgang.

Den forurettede afgiver forklaring i sagen klokken 13.

Se også: Sigtet for drabsforsøg med datter: Nu er mor løsladt

Den unge kvinde blev anholdt sammen med sin mor og varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Dommervagten i København 10. juni sidste år. Begge sigtet for drabsforsøg.

Men knap tre uger senere blev moderen løsladt efter en afhøring.

- Det er, fordi de forklaringer, vi har fået, allesammen peger på, at det er datteren, der er hovedgerningsmand, sagde Carsten Ahrends fra Afdeling for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi til Ekstra Bladet i juni sidste år.

112 - 10. jun. 2018 - kl. 20:59 Mor og datter fængslet for brutalt drabsforsøg på ung mand: Gerningssted fyldt med blodpletter

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere