Star Wars-cello stjålet fra hotelværelse

Brugt til soundtracket på tre Star Wars-film

Der er udlovet en dusør på 1000 dollars for oplysninger, som kan føre til opklaring af tyveriet. Foto: San Diego Crime Stoppers
Der er udlovet en dusør på 1000 dollars for oplysninger, som kan føre til opklaring af tyveriet. Foto: San Diego Crime Stoppers

En sjælden cello, der er brugt til at skabe soundtracket til flere Star Wars-film, er blevet stjålet fra et hotelværelse i San Diego.

Det skriver ABC News.

Celloen vurderes til at være 100.000 dollars værd og tilhører John Walz, der er første-cellist i Los Angeles Opera Orchestra. Han vendte torsdag aften tilbage til hotellet fra et middagsselskab og konstaterede, at alt fra hans værelse var forsvundet. Også hans elskede musikinstrument.

Walz fortæller til ABC News, at hans cello var speciallavet til ham selv af den velansete violinbygger Mario Miralles. Han har brugt celloen ved flere lejligheder under optrædender og arrangementer. Blandt andet da han arbejdede sammen med komponist John Williams under opgaven med at indspille musik til de tre seneste Star Wars-film 'Solo: A Star Wars Story', 'Star Wars: The Last Jedi' og 'Rogue One'.

- Enhver musikers instrument er specielt for dem, siger John Walz om tabet.

- Du har brugt en del tid på at finde det helt rigtige instrument til dig selv. Du har brugt timevis hver dag med netop det instrument i dine hænder. Til sidst bliver det faktisk til en del af dig selv, siger han videre.

Hos politiet i San Diego fortæller efterforskningsleder Ken Impellizeri, at det formentlig bliver svært at sælge celloen, fordi den er så let genkendelig, og fordi der ikke findes andre, som er helt mage til.

- Du kan ikke rigtig bruge instrumentet til noget, siger han.

Politiet har desuden anmodet offentligheden om hjælp til at finde dem, som har begået tyveriet. Der er udlovet en dusør på op til 1000 dollars for oplysninger, som kan føre til opklaring.

Walz var i øvrigt i San Diego for at undervise på det internationale musik-akademi Bravo.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere