Startede brand hos Islamisk Trossamfund - nu skal han for dommeren

En 34-årig mand blev i dag varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for brandstiftelse. Se med her

Den 34-årige mand, der af politiet mistænkes for at stå bag brandstiftelsen hos Islamisk Trossamfund i weekenden, skal varetægtsfængsles i fire uger.

Det fandt en dommer ved Retten i Frederiksberg i dag.

- Der er en særligt bestyrket mistanke om, at han står bag brandstiftelsen. Og efter oplysninger om hans mentale tilstand, mener jeg, at der er risiko for gentagelse, derfor varetægtsfængsles sigtede, sagde dommeren efter et kort grundlovsforhør.

Den 34-årige blev fremstillet in absentia, da hans sindstilstand forhindrede, at han kunne møde op til grundlovsforhøret.

Købte to liter benzin
Under grundlovsforhøret kom det frem, at gerningsmanden før brandstiftelsen købte to liter benzin på en Q8 tank, der ligger lige overfor Islamisk Trossamfunds lokaler på hjørnet af Dortheavej og Tomsgårdsvej.

Efter købet gik gerningsmanden over vejen og hen til et vindue til det islamiske center. Her forsøgte han at bryde vinduet op, men måtte i sidste ende opgive og i stedet hælde benzinen udover et metalgitter foran vinduet.

Herefter antændte han benzinen og flygtede fra stedet.

Den 34-årige blev søndag eftermiddag anholdt på sin bopæl og sigtet for brandstiftelsen.

Han er mistænkt for at have startet branden i Islamisk Trossamfund omkring klokken 11.30, hvor de første meldinger om flammer i bygningen nåede politiet.

Se også: Politikere råber vagt i gevær efter angreb på muslimer

På den 34-åriges bopæl fandt politiet et par sko, som lugtede stærkt af benzin. Derudover fandt man også en jakke og et par cowboybukser med en lighter i den ene lomme.

Ifølge anklager Erik Hjelm stemte tøjet overens med det tøj, der af flere vidner var blevet beskrevet som gerningsmandens tøj.

Den 34-årige blev efter anholdelsen frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, men måtte tidligt i morges bæltefikseres og dermed tvangsindlægges, da han pludselig blev udadreagerende.

Tidligere dømt for hærværk
Ifølge politiet er manden tidligere idømt en behandlingsdom for blandt andet hærværk.

En behandlingsdom gives kun til personer, som på grund af deres mentale tilstand af retten ikke skønnes egnet til en fængselsstraf. Det kan for eksempel være psykotiske personer eller mentalt retarderede. Derfor skal han nu mentalundersøges.

Københavns Politi har anholdt en formodet gerningsmand, der mistænkes for at stå bag et brandattentat mod Islamisk Trosamfund (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 16. aug. 2015 - kl. 17:12 Mand anholdt for attentat mod Islamisk Trosamfund

Adskillige mennesker, heriblandt børn, befandt sig i bygningen, da branden startede, og Islamisk Trossamfunds talsmand Imran Shah har tidligere overfor Ekstra Bladet slået fast, at man betragter ildspåsættelsen som en bevidst handling.

- Vi er dybt rystede over det, som vi opfatter som et terrorangreb mod danske muslimer. Det foregår ved højlys dag på vores travleste dag og med masser af børn i huset. Og der skal noget af et motiv og en viljestyrke til at gennemføre sådan et hadsk angreb, sagde Imran Shah til Ekstra Bladet.