Statens kriseberedskab igangsat efter togulykke

Staten aktiverer sit krisestyringshold efter togulykken på Storebæltsbroen

Banedanmark oplyser til Ekstra Bladet, at dele af taget af en godsvogn med øl ifølge deres meldinger ramte toget, der derfor forulykkede. Producer: Martin Lorentsen

National Operativ Stab er gået i operationsberedskab for at håndtere både onsdagens voldsomme togulykke og den forhøjede vandstand. Det oplyser stabschef Per Jensen.

Onsdag morgen skete der en voldsom togulykke på Storebæltsbroen, da et passagertog blev ramt af dele af et godstog. Ifølge DSB har ulykken kostet seks mennesker livet.

Samtidig er der varslet stormflod i den sydlige del af Danmark omkring Lolland, Falster, Det Sydfynske Øhav og Lillebælt.

- I forbindelse med de to hændelser - togulykken og forhøjet vandstand - har National Operativ Stab indkaldt de nationale beredskabsmyndigheder til et møde, og vi er gået i operationsberedskab for at håndtere situationen på kort og langt sigt, siger stabschef Per Jensen.

National Operativ Stab, NOST, er en del af regeringens krisestyring og aktiveres ved større kriser og katastrofer.

I NOST´en deltager repræsentanter for en række myndigheder foruden politiet. Det er for eksempel Værnsfælles Forsvarskommando, Beredskabsstyrelsen, DMI, Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministriet, Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Trafikstyrelsen, Naturstyrelsen og de to efterretningstjenester FE og PET.

NOST´en var senest aktiveret i juli sidste år i forbindelse med den omfattende tørke i Danmark. Dengang blev NOST´en sat i stabsberedskab, men i dag er NOST´en aktiveret i fuldt opeerationsberedskab.

NOST´en ligger i Rigspolitiets bygning i Ejby og ved siden af ligger Nationalt Situations og Operationscenter, NSIOC.

Herfra overvåges situationen i Danmark døgnet rundt, hvor NSIOC for eksempel kan prioritere politiets ressourcer og om nødvendigt tilkalde hjælp fra Værnsfælles Forsvarskommando.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere