Stedfar dømt for cigaretvold: Farmor og tre-årig fejrer dom med badetur

- Det skal fejres, siger Slavita Sørensen om dommen på fem måneders fængsel til stedfaren til hendes barnebarn

Slavita Sørensen og hendes barnebarn vil fejre de fem måneders fængsel til drengens stedfar med en badetur.  (Foto: Per Rasmussen)
Slavita Sørensen og hendes barnebarn vil fejre de fem måneders fængsel til drengens stedfar med en badetur. (Foto: Per Rasmussen)

I den ene side af retssalen blev der grædt, mens den 22-årige mor gav knus og kram til sin jævnaldrende kæreste.

Han var netop blevet idømt fem måneders fængsel for at have brændt hendes tre-årige søn med en cigaret, så han den dag i dag har ar på både ryggen og armen.

I den anden side sad Slavita Sørensen, Rønnede, sammen med en gruppe venner og bekendte. Og her blev der også grædt. Men af glæde.

- Jeg udbrød 'det skal fejres' med det samme. Vi fik det, vi kom efter. Om han fik to, fire eller ti års fængsel er ikke det vigtige for os. Det vigtige er, at der sendes et signal til mit barnebarn om, at det, han blev udsat for, var ikke i orden, siger Slavita Sørensen fredag umiddelbart efter kendelsen ved Retten i Næstved.

Årsagen udeblev
Forinden var gået fem timer med vidneafhøringer. Den 22-årige nu dømte mand, der bor i Taastrup, nægtede sig fra morgenstunden skyldig i, at han havde tilføjet sin tre-årige stedsøn den cigaretvold, som har gjort, at han i dag har ar flere steder på kroppen. Det var, mens drengen var to år i perioden mellem maj til juli 2014, at drengen blev brændt helt forsætligt. Det kom aldrig rigtig frem i retten, hvad der var årsag til, at han skulle have den behandling, han fik.

Men Slavita Sørensen antydede i sin vidneforklaring, at hverken drengens mor eller hendes nye kæreste var synderlig interesserede i drengen. De gik mere op i at få afleveret ham til farmor eller far, så de selv kunne more sig og gøre, hvad andre unge mennesker måske også finder på; at tage på Christiania for at købe fjolletobak.

Dommen blev på fem måneders ubetinget fængsel til den 22-årige mand, som den 22-årige valgte at anke til landsretten på stedet.

Se også: To-årig udsat for cigaret-vold: Hvorfor passede du ikke på mig, farmor?

Far kørte sin vej
Drengens far - Slavita Sørensens søn - vidnede også i retten. Men modsat Slavita Sørensen havde han ikke nerver til at blive i retssalen til den bitre ende.

- Der var for mange følelser for ham. Han valgte at køre sin vej, forklarer Slavita Sørensen.

Om fejringen fortæller Slavita Sørensen:

- Mit barnebarn siger altid til mig: 'Farmor du skal grine'. Nu skal vi tage ham med til en badeland et sted. Jeg har talt med ham, og han sagde, at hvis det gik, som vi håbede, så skulle vi tage ud at bade. Men jeg har ikke badetøj med, sagde jeg til ham. 'Det gør ikke noget farmor. Så kan du bare bade nøgen'. Og ja, det må jeg så gøre. Og så skræmmer vi alle folk væk, siger Slavita Sørensen til Ekstra Bladet.

Ville ikke ses i øjnene
Ifølge Slavita Sørensen var det rart for hende at afgive forklaring i retten. Det var slet ikke så slemt, som hun frygtede. På forhånd havde hun varslet, at hun ville bede dommeren om at sende den tiltalte ind i et andet lokale, så hun bedre kunne koncentrere sig. Men det kom aldrig til at ske.

- Det var ligesom om, at jeg kiggede ind i en stor sæk affald. Det kan godt være, det lyder lidt hårdt. Men han var usynlig for mig. Det var moderen også. De ville ikke kigge på mig. De kiggede væk og ned, siger Slavita Sørensen.

Og tager så på badetur med sit barnebarn.