Stedfar smuttede i pausen inden fængselsdom: Nu er han anholdt

Syd- og Sønderjyllands Politi har mandag aften anholdt 31-årige Jesper Hovgaard, som til eftermiddag blev idømt ni års fængsel for vold med døden til følge

Noah Ry blev knap to år gammel. Foto: Ernst Van Norde
Noah Ry blev knap to år gammel. Foto: Ernst Van Norde

Syd- og Sønderjyllands Politi har mandag aften anholdt 31-årige Jesper Hovgaard, som mandag eftermiddag ved landsretten i Sønderborg blev idømt ni års fængsel for at have været skyld i sin 17 måneders gamle stedsøn Noahs død.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann til Ekstra Bladet.

Manden var på tidspunktet for anholdelsen hos nogle bekendte et andet sted i Sønderjylland, fortæller Ole Aamann.

Det var politiet, som rykkede ud og fik anholdt manden og ikke Jesper Hovgaard selv, der henvendte sig.

- Han er blevet anholdt klokken 20. Om den var et minut over eller et minut i, ved jeg ikke. Men det var deromkring, siger Ole Aamann til Ekstra Bladet.

Sagen om den et-årige Noahs død har været behandlet ved to retsinstanser. I byretten blev Jesper Hovgaard frifundet. Men landsretten var altså af en anden mening, efter at statsadvokaten havde besluttet at anke skyldsspørgsmålet.

Jesper Hovgaard blev idømt ni års fængsel for vold med døden til følge.

Se også: Tiltalt for døds-vold: Jeg bliver forfulgt af Noahs mor

Fordi han altså var en fri mand efter byrettens afgørelse, har han kunnet gøre, som han har haft lyst til under sagens behandling i landsretten, fortæller Ole Aamann.

Der har principielt heller ikke været noget til hinder for, at manden kunne forlade retssagen under en pause, som der bliver holdt flere af i løbet af en retsdag.

- Men det er da lidt usædvanligt i en så alvorlig sag som denne her. Men det sker indimellem, siger Ole Aamann videre.

Efter domsafsigelsen, som altså kom til at foregå, uden at Jesper Hovgaard var til stede i retssalen, krævede anklagemyndigheden Jesper Hovgaard varetægtsfængslet, indtil dommen kan fuldbyrdes.

Da Jesper Hovgaard på det tidspunkt ikke selv var til stede, besluttede dommeren, at politiet skulle forsøge at få manden anholdt.

Det er altså nu sket, og manden vil blive fremstillet i dommervagten tirsdag, hvor anklagemyndigheden igen vil forsøge at få ham varetægtsfængslet.

Den kendsgerning, at Jesper Hovgaard valgte at smutte fra retssagen, inden dommen blev afsagt, får ingen konsekvenser, fortæller Ole Aamann.

- Det er han i sin fulde ret til. Derfor er det heller ikke et spørgsmål, vi interesserer os for.

Se også: Stedfar skyld i lille drengs død: Forsvundet fra retten

Drengen Noahs død var i første omgang noget af et mysterium. I pressen fortalte hans mor, Jeanette Ry, om, hvordan hun tog afsked med sit barn, som lægerne først troede led af lungebetændelse.

- Der var intet, jeg kunne gøre. Jeg kunne kun se på Noah, der lå i gangen, mens lægerne og ambulancefolkene kæmpede for at redde hans liv, sagde Jeanette Ry til JydskeVestkysten tilbage i februar 2017.

- Til sidst sagde de til mig, at hans eneste chance - og den var meget lille - var at flyve ham i helikopter til Rigshospitalet, fortalte Jeanette Ry dengang.

Da drengen blev erklæret død på hospitalet, troede Jeanette Ry, at det var på grund af lungebetændelse. Men obduktionen afslørede noget andet. Den lille krop var fuld kvæstelser.

Leveren var sønderrevet. Det samme var milten. Der var blødninger i lungerne og blodudtrædninger omkring nyrerne og i tarmene.

Politiet valgte på den baggrund at anholde den 31-årige mand, som på det tidspunkt var kæreste med Jeanette Ry. Han nægtede sig skyldig og fik altså medhold i byretten.