Steffen forsvandt efter julefrokost: Nu leder politiet i havnen

27-årige Steffen Dam Jensen har nu været forsvundet i knap to døgn

Har nogen set Steffen eller kender til hans færden, ønsker politiet gerne at høre fra dem. 
Politifoto
Har nogen set Steffen eller kender til hans færden, ønsker politiet gerne at høre fra dem. Politifoto

Eftersøgningen efter 27-årige Steffen Dam Jensen har søndag foreløbig ikke givet noget resultat, og Østjyllands Politi har som det sidst planlagte valgt at tjekke havnebassinerne i Aarhus Havn, inden man indstiller eftersøgningen for dagen.

Det oplyser vagtchef Lars Bisgaard til Ekstra Bladet.

Det foregår med en båd med maritimt udstyr. Alle havnebassinerne skal efter planen undersøges.

Lars Bisgaard fortæller, at det egentlig ikke er, fordi der skulle være noget specielt, der antyder, at Steffen Dam Jensen kan være røget i vandet. Man leder udelukkende for en sikkerheds skyld, og fordi eftersøgninger andre steder i løbet af søndagen ikke har givet resultat.

- Better safe than sorry, siger Lars Bisgaard til Ekstra Bladet.

Steffen Dam Jensen har været forsvundet i knap to døgn, efter at han fredag aften deltog i en julefrokost i Aarhus midtby omkring Aaboulevarden. Han blev sidst set klokken 1.30 natten til lørdag, da han var inde i en 7-Eleven på Nørreport.

Det er det sidste livstegn, som politiet har at gå efter.

Se også: Forsvundet efter julefrokost: Har du set Steffen?

Politiet er 100 procent sikker på, at Steffen Dam Jensen har været inde at handle noget mad på stedet. Han er blevet optaget på et overvågningskamera.

Politiet er også ved at indsamle overvågningsbilleder fra andre steder langs den rute, som politiet vurderer, at han til fods kan have begivet sig ad natten til lørdag.

Det er Steffen Dam Jensens familie, der har meldt ham savnet.

I løbet af søndagen har politiet haft en helikopter i luften over Egå Engsø og golfklubben. Det skete, efter at familien over for politiet har fortalt, at Steffen Dam Jensen tidligere har foretrukket at gå ad den rute, når han til fods har begivet sig mod sit hjem i Lystrup inde fra midtbyen.

Lars Bisgaard fortæller, at det ikke er sandsynligt, at Steffen Dam Jensen kan være faldet i søen, da det er nødvendigt at klatre over et dyrehegn for at komme til søbredden.

Også et område ved Aarhus Universitet er søndag blevet undersøgt med sporhunde. Samt nogle kirkegårde. Uden resultat.

Steffen Dam Jensen har heller ikke haft medbragt en mobiltelefon, så politiet har ikke kunnet få hjælp til sporing fra mobilselskaberne.

Der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at Steffen Dam jensen skulle være blevet udsat for en kriminel handling.

Både familie og venner er blevet afhørt af politiet for at kunne få et fingerpeg om, hvor Steffen Dam Jensen kunne have begivet sig hen.

Der er ikke noget, der tyder på, at Steffen Dam Jensen skulle være deprimeret, fortæller politiet.

Steffen Dam Jensen er cirka 195 centimeter høj og kraftig af bygning. Da han forsvandt, var han iført hvid T-shirt, lyseblå jeans, sort hættetrøje, sort uldjakke og gråbrune sko.

Foreningen Missing People har sendt 25 mand på gaden i Aarhus for at lede.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der mener at kunne bidrage til opklaringen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere