Stigning i vanvidsbilisme under corona

I første halvdel af 2020 har flere kørt vanvidskørsel. Det skyldes coronakrisen, meddeler Københavns Politi

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Coronakrisen har lokket fartsyndere på vejene i København.

I de første seks måneder af 2020 er halvanden gang så mange således blevet taget i at køre såkaldt 'vanvidskørsel' som i hele 2019.

Det viser en ny opgørelse fra Københavns Politi, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Opgørelsen viser, at 19 personer blev sigtet for at køre vanvidskørsel i 2019, hvor 31 personer sigtet for det samme i 2020.

Københavns Politi slår fast, at vanvidskørslen - som defineres ved, at der bliver kørt over 100 procent hurtigere end tilladt - hænger sammen med, at gaderne har været mere øde under coronakrisen.

'Normalt ser vi denne type vanvidskørsel i de sene aften- og nattetimer, når gaderne der er mere øde og giver bedre plads til at køre stærkt. Det er simpelthen ikke muligt på samme måde i dagtimerne,' siger chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder, i pressemeddelelsen.

'Og under covid-nedlukningen har trafikken været langt mindre, hvilket visse typer har brugt til at træde ekstra på speederen. I april måned tog vi for eksempel næsten fire gange så mange som i januar med mere end dobbelt så meget fart på som tilladt, fortsætter han.

Unge mænd i store biler
Da det danske samfund begyndte at genåbne, faldt antallet af fartsyndere igen. Men de er desværre ikke helt væk fra gaderne endnu, oplyser Københavns Politi.

I et af de seneste eksempler blev en 24-årig mand 7. juni klokken 00.40 taget i at køre med mindst 156 km/t hen over Langebro, hvor man ellers maksimalt må køre 50 km/t.

'Vanvidsbilisterne er unge mænd i store biler, der opfører sig som om, at byens gader er en legeplads. Men det her er dødeligt alvor, og derfor fortsætter vi vores indsats for at komme det her til livs,' siger Steen Søder.