Stigning i vold og trusler mod fængselsbetjente

Ny undersøgelse foretaget af Fængselsforbundet viser, at to ud af tre fængselsbetjente har oplevet vold og trusler i løbet af deres karriere

Den tidligere fængselsbetjent Flemming Andersen måtte give op for det voldelige miljø i de danske fængsler. (Foto: Arkivfoto/Per Rasmussen)
Den tidligere fængselsbetjent Flemming Andersen måtte give op for det voldelige miljø i de danske fængsler. (Foto: Arkivfoto/Per Rasmussen)

Betjentene i landets fængsler bliver i stigende grad udsat for vold og trusler. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Fængselsforbundet har foretaget blandt sine medlemmer.

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om vold og det psykiske arbejdsmiljø og er besvaret af 651 medlemmer fordelt på arresthuse, lukkede fængsler og åbne fængsler.

Undersøgelsen viser, at 25 procent af medlemmerne er blevet udsat for vold i løbet af deres karriere. 65 procent er blevet truet, og hele 89 procent har oplevet kollegaer blive udsat for vold.

- Jeg er blevet overfaldet fire gange i løbet af de 13 år, jeg har været ansat. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set kollegaer blive overfaldet, men det er mange gange, skriver et medlem af Fængselsforbundet i spørgeskemaets kommentarfelt.

Et stigende problem
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er meget bekymret for udviklingen og håber, at undersøgelsen giver stof til eftertanke hos de ansvarlige i Kriminalforsorgen.

- Tallene er skræmmende høje. Det sender et meget kraftigt signal til arbejdsgiverne om, at det her bør og skal være et hardcore prioriteringsområde i 2015, siger Kim Østerbye til Ekstra Bladet.

Undersøgelsen viser desuden, at hele 79 procent af medlemmerne mener, at vold og trusler mod fængselsbetjente er et stigende problem.

- De indsatte respekterer hverken os eller reglerne længere. De skal hele tiden lige se, hvor langt de kan gå. Vi skal finde os i mere og mere. Jeg møder altid glad op om morgenen, men alt for ofte er smilet væk, når jeg går hjem, udtaler værkmester Bjørn Heiseberg Poulsen fra Statsfængslet på Kragskovhede til fagbladet.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, peger på, at miljøet i de danske fængsler er blevet forrået i de senere år, fordi de indsatte i de danske fængsler bliver mere og mere fyldt med hardcore kriminelle.

- Kendsgerningen er simpelthen, at dem, der sidder tilbage i fængslerne i dag, er den hårde kerne af kriminelle, fordi alle dem, der kan komme i alternativer, kommer i alternativer (såsom fodlænke eller samfundstjeneste, red.), siger Kim Østerbye.

Se også: Fængselsbetjente trues og tæskes syge

Hver femte overvejer at stoppe
Det stigende problem med vold og trusler mod det uniformerede personale i Kriminalforsorgen har medført, at hver femte fængselsbetjent er så utryg i jobbet, at han overvejer at finde et andet arbejde.

- Når jeg ser mine kollegaer bryde sammen og oplever, at nogle af dem ikke kommer tilbage på arbejde, kan jeg godt frygte for, om jeg selv sidder en dag og ikke længere er i stand til at møde op, skriver en af medlemmerne i undersøgelsen.

Problemet med trusler og vold tynger også fængselsbetjentene i deres fritid. 13 procent tilkendegiver nemlig i undersøgelsen, at de inden for den seneste måned har følt sig utrygge eller bange, inden de tog på arbejde, skriver Fængselsforbundets fagblad.

- En stor del af omsorgspolitikken er ikke god nok. Vi taber for mange på gulvet, når de har været ud for vold eller trusler. Der skal arbejdes meget mere målrettet på at støtte op om medarbejderne, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har tidligere i år skrevet om Flemming Andersen, som efter 23 år som fængselsbetjent kastede håndklædet i ringen efter at være blevet truet på livet af et Bandidos-medlem.

- Når jeg kommer ud den 21., så kommer jeg og besøger dig på Falster, og så bliver du simpelthen slået ihjel, havde rockeren sagt ifølge Flemming Andersen.

Læs mere: Truet til afsked af Bandidos-rocker

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere