Stjålet rendegraver fisket op af havn

Sent lørdag aften endte en rendegraver på bunden af havet, efter den var blevet stjålet

Brandvæsnet måtte søndag ud og hive rendegraveren op af Ammoniakhavnen ved Fredericia. Foto: Stumpphoto.
Brandvæsnet måtte søndag ud og hive rendegraveren op af Ammoniakhavnen ved Fredericia. Foto: Stumpphoto.

En stjålet rendegraver blev sent lørdag aften parkeret på bunden af Ammoniakhavnen uden for Fredericia og måtte hives op af brandvæsnet.

Politiet har anholdt fire mænd, der blandt andet er mistænkt for at have stjålet rendegraveren og kørt den i vandet - men det er ikke de eneste unoder, som politiet mistænker dem for at have begået.

De fire mænd blev nemlig snuppet af politiet, da de forsøgte at flytte en skurvogn, der ikke var deres egen.

- Vi har en anmelder, der undrer sig over noget kørsel med en rendegraver og en bil, der har efterspændt en trailer. Vi kører ud for at undersøge, hvad det kan gå ud på, og rendegraveren er ikke til at finde, fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

- Vi finder så fire mænd, der er i gang med at bugsere en mandskabsvogn væk. De bliver anholdt, for den hører til ude på en byggeplads.

Sigtet for tyveri
Selvom politiet ikke fandt rendegraveren i første omgang, er de af den klare overbevisning, at de anholdte har stjålet rendegraveren og stedt den til hvile i Lillebælt.

- Da vi får dem afhørt, viser det sig, at de angiveligt har kørt rundt på rendegraveren, og den er så endt med at komme i vandet, fastslår vagtchefen.

- Om det er et uheld, eller om det er bevidst, det ved jeg ikke.

De fire mænd kan nu se frem til at blive sigtet for tyveri og muligvis også hærværk.

- Når man parkerer en rendegraver på bunden af havet, så har man nok ikke haft fortsæt til at tage den med hjem, så om det kommer under en hærværksparagraf, det ved jeg ikke lige, lyder det fra Halfdan Kramer.