Stjålne mobiler, parfumer, cykler og penge: Nu er 15 rumænere fængslet

Dommerne har travlt i disse dage med at sende tyvagtige romaer bag tremmer

Billedet er fra rydningen af en roma-lejr i Valby forleden. De anholdte er ikke blandt de fængslede, men fik bøder for utryghedsskabende ophold. Foto: Mogens Flindt
Billedet er fra rydningen af en roma-lejr i Valby forleden. De anholdte er ikke blandt de fængslede, men fik bøder for utryghedsskabende ophold. Foto: Mogens Flindt

Hver sommer invaderes Danmark af romaer fra Østeuropa, der samler flasker og tigger. Men nogle af dem begår også kriminalitet, og på godt en uge er 15 rumænere og to andre østeuropæere fra Bosnien og Kroatien blevet varetægtsfængslet i København og Roskilde for især tyverier.

Det ligner ikke noget, der bare ligger to et halv times flyvetur fra Danmark, men her i Bukarests værste ghetto føler folk, at de lever som rotter. Verden Europas rotterede: Ghettoen, hvor ingen vil bo

I går blev fem rumænere i alderen 25-38 år varetægtsfængslet til den 27. juli ved retten i Roskilde, sigtet for tyverier på Roskilde Festival.

I deres telt blev fundet 34 mobiltelefoner, to rejsekort og et visakort og diverse beklædningsgenstande, som politiet formoder stammer fra tyverier.

Rumænerne blev afsløret, da de opholdt sig på festivalområdet uden armbånd, og politiet har foreløbig fået identificeret en halv snes ejere af de stjålne mobiltelefoner.

Se også: På besøg hos roma-familie i Rumænien: Vi er ikke alle tiggere og tyve

Den 29. juni varetægtsfængslede København dommervagt tre rumænere i 13 dage for tyverier.

Stjal i Magasin med 'russerpose'
En 44-årig blev sigtet for sammen med to ukendte medgerningsmænd, at have stjålet parfumer i Magasin for 20.390 kr. med hjælp af en 'russerpose'.

Det er indkøbsposer, som fores med et tykt lag staniol, så tyveri-alarmerne ikke går i gang, fordi radiosignalet fra tyveri-brikkerne på varerne bliver blokeret.

Se også: Sælger hjemløseblad: Fik gartneri for danske penge

Den 44-årige sigtes også for et tyveri to dage tidligere i Magasin sammen med to ukendte mænd at have stjålet 40 Lacoste t-shirts til 24.500 kr. Han tilstod og forklarede, at de to andre ukendte mænd, som var med, var rumænere, der havde lovet at køre den 44-årige hjem til Rumænien, hvis han bar varer ud af Magasin.

Tyverierne blev fanget på Magasins videoovervågning.

To rumænere på 48 og 19 år blev den 29. juni fængslet for tyveri af 16 cykler til en værdi af 138.362 kr. Den 44-årige erkendte hæleri, mens den 19-årige nægtede.

Ville samle tøj, men stjal cykler
De var kommet til København en uge tidligere i en varebil for at samle tøj i skaldespande og containere, som skulle sælges i Rumænien, forklarede den 44-årige.

Han mente, at den 19-årige og en anden roma havde stjålet cyklerne, der blev læsset på bilen ad flere gange. Cyklerne skulle sælges i Rumænien, og den 44-årige ville få 400 euro for turen til Rumænien.

Den 28. juni blev tre rumænere fængslet i Københavns dommervagt:

En 17-årig blev anholdt i Brolæggerstræde, selv om han var udvist af Danmark i seks år efter en dom 22. maj i år på 30 dages fængsel for tyveri.

I dommervagten fik han en straksdom på 20 dages fængsel for overtrædelse af indrejseforbuddet og fik et nyt seks-årigt indrejseforbud.

Samfund - 30. jun. 2017 - kl. 15:20 Herfra valfarter romaer til Danmark

To rumænere blev fængslet i 13 dage, sigtet for et tricktyveri på Rosenborg Slot, hvor de blev anholdt af vagter, da de, ifølge sigtelsen, som de nægter, havde stjålet en pung med 300 kr.

Offeret stod i kø for at købe billet til Rosenborg, da den ene rumæner tog et kort frem og dækkede sin højre arm. Straks efter mærkede offeret, at hans pung var væk. Den blev fundet tom på stedet, og den ene rumæner havde 300 kr. på sig. Trick-tyveriet blev fanget på videoovervågning.

Den 27. juni blev en 23-årig kroat og en 36-årig bosnier fængslet i 13 dage, da de blev taget under forsøg på at stjæle fra en mands rygsæk ud for Toldbodgade 5. De erkendte og forklarede, at de var kommet til Danmark den 23. juni for at finde arbejde. De havde ingen penge, så de måtte stjæle og lynede rygsækken op.

Eftersøgt i voldtægtssag
Den 23. juni blev en 44-årig rumæner fængslet efter et butikstyveri. Han havde fået en bøde på 500 kr., men var i sin tid flygtet fra en dom på halvandet års fængsel for voldtægt.

Han var blevet anholdt i Ungarn og sendt til Rumænien for at afsone den danske dom, og derfor havde han ikke fået forkyndt et indrejseforbud i Danmark, der gælder i 12 år. Det bliver så ordnet nu, hvor han er fængslet i 20 dage med henblik på udvisning.

Den 22. juni blev to rumænere på 60 og 25 fængslet for henholdvis et tyveri af en iPhone på Københavns Hovedbanegård, og for at have slået lejr i Fælledparken.

Den 25-årige er blevet bortvist fra roma-lejre flere gange og havde fået en bøde på 500 kr. for det samme. Han blev fængslet i 27 dage, fordi Udlændingestyrelsen har resolveret, at han skal udvises straks med et indrejseforbud i to år.

Den 21. juni blev en 35-årig rumæner fængslet med henblik på udvisning i to år, fordi han havde slået lejr i et grønt område i Københavns Sydhav, og det var ikke første gang, han var blevet taget.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen