Stjal nummerplade fra politibil i Esbjerg: Anholdt efter 3,5 sekunder

Den dumdristige 18-årige tyv løb direkte ind i en hundepatrulje

Her ses politibilen i Esbjerg, der fik stjålet sine nummerplader. (Foto: Sydjyllands Politi.)
Her ses politibilen i Esbjerg, der fik stjålet sine nummerplader. (Foto: Sydjyllands Politi.)

Nogen gange skal man virkelig tænke sig om, før man kaster sig ud i en forbrydelse. Det kan nemlig få alvorlige konsekvenser, og man kan også blive anholdt af politiet ganske hurtigt.

Det skete for en 18-årig mand, der natten til lørdag havde besluttet sig for at stjæle en nummerplade fra en politibil i Esbjerg. Manden løb nemlig direkte ind i en hundepatrulje umiddelbart efter tyveriet.

Det skriver flere medier heriblandt TVSyd og Jydske Vestkysten

Sydjyllands politi skrev også selv således på twitter om  tyveriet:

'Dumdristighed straffes med bøde. I nat i Esbjerg besluttede en 18-årig mand sig for at stjæle en nummerplade fra en patruljevogn. Karrieren som tyv varede kun 3,5 sekunder, da han valgte at udføre tyveriet lige foran vores hundepatrulje, som han løb lige i armene på.'

Den 18-årige blev taget med på politistationien. Her forklarede han, at han havde udført tyveriet for at imponere sine kammerater, der ikke mente, at han turde udføre tyveriet.

Efter endt afhøring blev den 18-årige løsladt. Men han kan se frem til en bøde for sit dumdristige tyveri.