Stjerneadvokat får bøde på 40.000 kroner

Britta Nielsens forsvarsadvokat, Nima Nabipour, har tilsidesat god advokatskik og får derfor en bøde på 40.000 kroner

Advokat Nima Nabipour skal betale 40.000 kroner for at tilsidesætte god advokatskik. Foto: Per Rasmussen
Advokat Nima Nabipour skal betale 40.000 kroner for at tilsidesætte god advokatskik. Foto: Per Rasmussen

Nima Nabipour har haft så travlt med at være forsvarsadvokat for storsvindleren Britta Nielsen, at han har efterladt klienter i stikken.

Det oplevede en kvinde, da hun gennem 150 telefonopkald og mails forsøgte at få kontakt til Nabipour, der var hendes advokat i samme periode som Britta Nielsen-sagen kørte i retten.

Derfor har han nu fået et ordentligt rap over nallerne og en bøde på 40.000 kroner for groft at tilsidesætte god advokatskik, fremgår det af en kendelse fra Advokatnævnet fra 29. april.

Nabipour var advokat for kvinden i en sag, hvor hun ville klage over en afgørelse i en voldssag og samtidig ville have sagen genoptaget. Nima Nabipour tog sagen.

Ingen af delene blev imidlertid varetaget, selvom kvinden flere gange rykkede for, at der skulle ske noget, og forsøgte at få kontakt til Nima Nabipour.

Hvem er Nima Nabipour?

Den iranskfødte advokat Nima Nabipour er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har været forsvarsadvokat for Britta Nielsen i den meget omtalte svindelsag hos Socialstyrelsen.

Før han blev det, har han også arbejdet som anklagerfuldmægtig i Justitsministeriet og juridisk konsulent hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

I dag driver Nima Nabipour et advokatfirma i eget navn.

På hans hjemmeside fremgår det, at han tidligere har været forsvarer for en af de tiltalte i det, der er kaldt Danmarks største kokainsag, som endte med frifindelse.

Derudover havde Kundbypigen, der i 2017 blev dømt for at planlægge terrorangreb mod to skoler, ifølge Ritzau Nima Nabipour som forsvarer i en periode. Ligesom han tilbage i 2016 repræsenterede ungarbejderen Mohamad Al Jaweri, der var centrum i en meget omtalt sag om fyring i Bilka.

Udover en uddannelse inden for jura, så er han også uddannet ved Det Danske Filmskuespillerakademi og har optrådt i tv-serier som 'Sommer', 'Anna Pihl', 'Livvagterne' og 'Broen'. Senest var han også med i TV2-dramaserien 'Norskov'.

Han har også haft roller i filmene 'Far til fires vilde ferie' og 'Fighter'.

Afviser ikke at have klaget rettidigt
Ekstra Bladet har været i kontakt med Nima Nabipour, som ikke har nogle kommentarer til kendelsen fra Advokatnævnet og heller ikke ønsker at oplyse, om han vil indbringe kendelsen for retten.

Af Advokatnævnets kendelse fremgår det dog, at Nima Nabipour mener, at han havde udarbejdet klagen til politiet rettidigt og videresendt den til sin sekretær, som havde sendt klagen videre, inden fristen var udløbet.

Klagen blev dog afvist med begrundelsen, at fristen var udløbet på tidspunktet for modtagelsen.

Advokatnævnet lægger dog i deres afgørelse særlig vægt på, at han ikke kunne fremføre bevis for dette, da han efterfølgende har startet eget advokatkontor og derfor ikke har adgang til tidligere mailkonti og telefon.

Advokatnævnet er et uafhængigt klagenævn, som behandler klager over advokaters adfærd og salærer. Afhængigt af hvor stor straffen er, vil navne blive offentliggjort, hvilket er sket i denne sag.

I denne klage kan Nima Nabipour oveni i bøden på 40.000 kroner også se frem til at have sit navn på hjemmesiden i 12 måneder efter offentliggørelsen.