Stor aktion: Politiet gør mistænkeligt fund

Omkring klokken 21.15 rykkede politiet ind i Mjølnerparken i København, hvor et billede afslører fundet af pistollignende genstand

(Foto: Mathias Øgendal)
(Foto: Mathias Øgendal)

Politiet var i aftes massivt tilstede i Mjølnerparken i København, da en større koordineret politiaktion fandt sted i det belastede område.

Omkring klokken 21.15 rykkede politiet ind med mellem 30-40 mand, hvorefter man afspærrede dele af området.

- Efter at have lukket området af begyndte betjente med politihunde at afsøge området. Kort efter fandt de en pistollignende genstand, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet.

- Mindst tre steder ser det ud som om, de finder mistænkelige genstande. Det ene sted kan jeg se, de samler et håndvåben op, mens det er uklart, hvad der blev fundet ved de andre placeringer, siger han.

Aktionen foregik til omkring klokken 23, hvor politiet igen rømmede sig fra området i god ro og orden.

Ved Københavns Politi har man endnu ingen kommentarer til politiaktionen eller fundet af den pistollignende genstand.

Det oplyser det centrale efterforskingsleder Sajjad Haider til Ekstra Bladet.

Knivstikkeri i området
Tidligere onsdag blev en kun 14-årig dreng såret af knivstik, da han af endnu ukendte årsager blev stukket flere gange.

Drengen blev hentet af en ambulance på Heimdalsgade få hundrede meter fra Mjølnerparken.

- Vi har afhørt forurettede. Han fortæller, knivstikkeriet er sket ved Heimdalsgade nær Aldi. Vi har nogle signalementer vi skal arbejde videre med, siger Sajjad Haider.

Politiet har afhørt den 14-årige og den person han befandt sig sammen med, da overfaldet skete.

- Der er formentlig tale om to drenge på 17-18 år. De er omkring 1.65, var iført sorte hættetrøjer og var maskerede. Desuden bar de blå cowboybukser og sorte sko, siger efterforskingslederen.

- Det skulle angiveligt være et helt umotiveret overfald, hvor de vælter ham ned og stikker ham. Den unge dreng har ingen kendte relationer til bandemiljøet, så vi formoder ikke, det er banderelateret siger Sajjad Haider.

Den 14-årige dreng skulle kun have fået 'overfladiske skrammer'.

Efterforskningslederen vil hverken be- eller afkræfte hvorvidt aftenens efterfølgende aktion i Mjølnerparken har forbindelse med knivstikkeriet.

Ekstra Bladet følger sagen...