Stor arbejdsulykke: Syv blev indlagt med forgiftning

Ved en arbejdsulykke i en virksomhed i Christiansfeld blev syv personer indlagt med kulilteforgiftning. Udlejningsvirksomhed fik to strakspåbud

Skare Food i Christianfeld Foto: Anders Brohus
Skare Food i Christianfeld Foto: Anders Brohus

En gulvrenovering i en virksomhed i Christiansfeld 17. juli endte helt galt.

Et beskidt filter i motoren på en maskine sendte syv personer på sygehuset med kulilteforgiftning, viser Arbejdstilsynets rapport, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Det var kort før frokosttid en fredag i midten af juli, og virksomheden Skare Food i Christiansfeld skulle have skåret et betongulv op.

Ansatte fra en anden virksomhed, PerBro Designgulve, begyndte med det forberedende arbejde, og klokken 11.15 skiftede de maskine. Til arbejdet brugte de en benzindreven fugeskærermaskine til at få det massive gulv skåret op.

En time og 15 minutter kørte den, inden de måtte stoppe arbejdet, fordi flere i lokalet fik det dårligt.

Overbliksbillede over lokalerne, hvor ulykken fandt sted. Foto: Arbejdstilsynets rapport
Overbliksbillede over lokalerne, hvor ulykken fandt sted. Foto: Arbejdstilsynets rapport
 

Syv personer havde fået kulilteforgiftning og måtte indlægges. Tre fra PerBro Designgulve og fire fra Skare Food. Det står i Arbejdstilsynets rapport, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Men maskinen var ikke gulvvirksomhedens. Den tilhører en tredje virksomhed. Maskinudlejningsvirksomheden Del-Pin i Kolding.

Var ikke blevet rengjort
Maskinen, som gulvet blev skåret op med, var ikke blevet rengjort tilstrækkeligt. Det står i afgørelsen fra Arbejdstilsynet.

Efter anvisningerne skulle filteret i maskinen rengøres i varmt sæbevand, men Del-Pin har oplyst, at den kun bliver rengjort ved at blæse trykluft igennem det.

Det medførte efterfølgende to strakspåbud.

Sådan så filteret, der skulle have været renset, ud. Foto: Arbejdstilsynets rapport
Sådan så filteret, der skulle have været renset, ud. Foto: Arbejdstilsynets rapport
 

Syv personer indlagt
Der blev tilkaldt ambulancer til stedet, og syv personer blev sendt til hospitalet på politiets opfordring.

De blev akutindlagt til observation, og de fleste var udskrevet om aftenen.

Men oplevelsen har sat sig fast hos PerBro Designgulves direktør, Frank Perschke.

- Det var forfærdeligt, siger han.

- Det er aldrig rart, når sådan noget sker.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus
 

Kunne være gået helt galt
Han mødte sine folk på Kolding Sygehus, hvor de fik målt niveauet af kulilte i blodet. Her blev det slået fast, at det netop var en kulilteforgiftning, der var tale om.

Men arbejderne havde heldet med sig.

- Det kunne være gået helt galt. Især hvis de ikke havde stoppet arbejdet i tide, fortæller Frank Perschke, der også oplyser, at hans ansatte allerede dagen efter havde det bedre.

Det er ifølge direktøren på ingen måde meningen, at en maskine skal kunne forgifte de omkringværende efter så kort tids brug. Heller ikke selvom udluftningen er dårlig.

Også hos Skare Food havde medarbejderne det bedre dagen efter. De fortæller til Ekstra Bladet, at det ikke er Skare Foods opfattelse, at de har forsømt at sikre god udluftning på stedet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra direktøren i Del-Pin, men det er ikke lykkedes.

Frank Perschke, direktør i PerBro Designgulve, oplyser dog, at han har været i kontakt med direktøren, som har beklaget og været meget ked af situationen. Det fremgår også i aktindsigten, at virksomheden har efterkommet de to strakspåbud.

1 af 2 Skare Food i Christianfeld Foto: Anders Brohus
2 af 2 Skare Food i Christianfeld Foto: Anders Brohus