Stor eftersøgning: Ung mand i jolle forsvandt

Forsvaret og politiet ledte mandag aften efter en mand og en laserjolle i Ringkøbing Fjord, efter han ikke var vendt tilbage som aftalt

Mandag aften modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om en jolle, der var forsvundet.

Det oplyste vagtchef Carsten Henriksen til Ekstra Bladet.

- Der er en tysk ung mand, der er sejlet ud fra Ringkøbing Fjord i en laserjolle. Han er iført tørdragt, så jeg tolker det som om, at han kan sejle det, lød det fra vagtchefen.

Da den 20-årige mand ikke kom tilbage, blev der slået alarm.

- Han havde aftalt mødetid klokken 19 i havnen, og der er man blevet bekymret, og det har sat eftersøgning i gang.

Politiet og Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) ved Forsvaret ledte efter manden og jollen, efter de fik anmeldelsen klokken 20.35.

- Det er JRCC, der har ledelsen på det her. De har sendt redningsbåde ud ved Hvide Sande, og så er vi selvfølgelig aktive på land. Der bliver ledt højt og lavt, sagde vagtchef Carsten Henriksen og tilføjede:

- Det er et forholdsvis stort område.

Den forsvundne mand var ifølge Ritzau erfaren sejler.

- Han er i god form, er en erfaren sejler og svømmer og er uddannet livredder, sagde Claus Elberth, der er vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

- Og så plejer han ikke at udeblive, når han har en aftale om at komme tilbage til land på et bestemt tidspunkt, lød det fra Claus Elberth.

Klokken 23.40 skrev Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter, at manden var fundet igen.

'Den 20 årige mand er fundet i god behold. Fundet liggende i vandet, hvor han vinkede efter helikopter. Familien genforenes snart', skrev den.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere