Stor gårdbrand brød ud: Borede hul i benzintank

En kraftig gårdbrand er torsdag eftermiddag kommet under kontrol, oplyser politiet

Video: Byrd

En stor brand på en gård på Hovedgaden i Viskinge i nærheden af Svebølle og Kalundborg er brudt ud. Torsdag eftermiddag er efterslukningen i gang.

- Vi har branden under kontrol, men jeg ved ikke, hvornår vi er helt færdige derude, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchefen opstod branden under en bilreparation, hvor der ved et uheld blev boret hul i en benzintank.

- Så gik der ild i bilen, og den spredte sig til flere biler, og så brændte gården, fortæller Lars Galasz og tilføjer, at man - på grund af den heftige røgdannelse - var på nippet til at sende en beredskabsmeddelelse ud, men at det heldigvis ikke blev nødvendigt.

Ingen mennesker i fare
Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist oplyste tidligere torsdag eftermiddag, at der ikke var nogen personer på gården, der var i fare, men at der var kraftig røg i området fra branden.

- Al røg er giftig, og når der er kraftig røg, så advarer vi beboere om situationen, uddybede hun.

Klokken 15.42 melder politiet dog på Twitter, at der ingen fare er for omboende.

'Opfølgning: Under reparationsarbejde på en bil, hvor man borede hul i benzintanken, udbrød der brand. Flere biler, værksted og gård/bolig brændt. Ingen personskade. Ingen fare for omboende,' skriver de.