Stor politiaktion: Alle broer genåbnet

Politiet har haft lukket Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Begge broer er åbne igen

En stor politiaktion har fredag eftermiddag betydet, at både Storebæltsbroen og Øresundsbroen har været lukket for både bil- og togtrafik.

Klokken 15.50 blev Storebæltsbroen dog atter åbnet for biltrafik som den sidste, og dermed er der igen passage over alle broer.

Man må dog forvente en del ekstra rejsetid som følge af de store kødannelser, der er blevet dannet efter lukningen, som for Storebæltsbroens vedkommende har stået på i næsten to timer.

Også flere færgeafgange er blevet indstillet på grund af politiets aktion, og klokken 15.31 meldte politiet ud, at man jagter en sort svensk indregistreret Volvo med registreringsnummeret ZBP 546.

I køretøjet befinder sig formentlig tre personer, som ifølge politiet 'sættes i forbindelse med alvorlig kriminalitet.' Ser man bilen, skal man ifølge politiet ringe 112 og ikke selv forsøge at kontakte personerne.

Du kan følge Ekstra Bladets livedækning af sagen herunder.

LIVE