Stor redningsaktion på havet

Forsvaret er lige nu rykket massivt ud til en fiskekutter, der er i problemer

En fiskekutter med to personer ombord er lige nu i store problemer mellem Nørre Vorupør og Thyborøn.

Det oplyser Forsvaret på Twitter.

Til Ekstra Bladet fortæller Ole Theill Sørensen, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, at de hos Forsvaret derfor er i gang med en større aktion.

- Vi er på vej derud nu med en del både. Vi har fået en melding fra en af fiskerne på fiskekutteren, der fortæller, at der er en stor mængde vand i maskinrummet, og det reagerer vi selvfølgelig hurtigt på. Vi har talt med vedkommende, og de sidste meldinger lyder på, at de har kontrol over situationen, men sådan nogle situationer kan hurtigt udvikle sig til det værre, for det kan gå meget hurtigt, siger han.

Sendt flere både
Derfor har Forsvaret nu sendt to redningsbåde og en redningshelikopter mod det sted, hvor fiskerne befinder sig.

- Den seneste melding er, at de har fået slukket motorerne, og at de stadig er i kutteren. De har umiddelbart ikke været nødsaget til at forlade kutteren endnu, men det kan som sagt hurtigt ændre sig, siger han og fortsætter:

- Om et kvarter er vi derude, og så må vi se, hvor alvorlig situationen er. Derfor kan jeg ikke sige meget mere på nuværende tidspunkt.

Klokken 21.00 oplyser Ole Theill Sørensen, at Forsvaret er nået frem til stedet. Der er umiddelbart ikke meldinger om tilskadekomne.

- Vi er kommet derud med redningsbåd og helikopter. De har været i gang med at pumbe vand ud af båden, men vi har noget arbejde med at få kutteren i land.

Ekstra Bladet følger sagen...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere