Stor trafikulykke: To personer dræbt

To personer har mistet livet i en trafikulykke på Mors

Ved du noget? Send tip på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er to personer blevet dræbt i forbindelse med et større færdselsuheld på Mors.

Det bekræfter vagtchef Simon Skelkjær over for Ekstra Bladet.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at den alvorlige ulykke skete i forbindelse med en overhaling.

Her ramte en bil en forankørende bil i forbindelse med, at førstnævnte ville overhale, og derefter fortsatte bilen over i modsatte vognbane, hvor en tredje bil blev ramt.

Både en 53-årig mand, der sad på bagsædet af den overhalende bil, og en 30-årig kvinde, der sad alene i den bil, der kørte i modsatte vejbane, blev dræbt. Begge to er bosiddende på Mors.

Derudover blev føreren og forsædepassageren i den overhalende bil svært kvæstet og fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, men det ældre ægtepar, der sad i bilen, der blev overhalet, er kommet lettere til skade.

Ifølge vagtchefen er de to svært kvæstede i den overhalende bil herboende polske statsborgere.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Vagtchef Simon Kloch Skelkjær siger til Ekstra Bladet, at et vidne har forklaret, at der blev kørt med høj fart, da ulykken skete.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke nogen konkret mistanke om, at der skulle have været alkohol eller andre euforisernede stoffer indblandet i uheldet, men der er rutinemæssigt blevet udtaget en blodprøve hos føreren, da der er tale om en alvorlig ulykke.

Ekstra Bladet følger sagen...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere