Stor vandlækage: - Der er fare for underminering

Flere veje i hovedstaden er afspærret, fordi vand siver op igennem asfalten, oplyser vagtchef

Video: Kenneth Meyer

Opdateret klokken 07.42: Der er fortsat spærret ved Vejlands Allé og Torvegade.

En stor vandlækage skaber natten til tirsdag problemer flere steder på det nordlige Amager og Christianshavn i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen kort før klokken 02.00.

På et større område kan politiet konstatere, at vand siver op igennem asfalten, hvorfor den i dagtimerne meget befærdede Torvegade på Christianshavn er spærret i begge retninger.

- Torvegade har vi spærret helt af, for der kan man ikke køre. Der er fare for underminering, og det er ikke sikkert, at den åbner tirsdag morgen, siger Michael Andersen.

Tirsdag morgen er det fortsat store problemer med vandlækagen.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Flere veje spærret
Der er også konstateret vandlækage i krydset ved Vejlands Allé og Digevej. Politiet har derfor spærret Vejlands Allé i østlig retning mod Amager.

Hos Københavns Politi lyder det omkring klokken 03.00, at problemerne muligvis kan spores til en pumpestation i Ishøj.

- Vandet er aftaget lidt, men der er skader på kørebanerne, og der skal vi have afdækket, hvor meget det er, siger vagtchefen.

Artiklen fortsætter under tweetet ...

Ingen tidshorisont
Hos forsyningsselskabet Hofor kunne kommunikationsrådgiver Charlotte Kany kort før klokken 03.00 dog ikke bekræfte, at det handler om problemer med en pumpestation.

- Der er flere lækager på vandrør rundt i byen. Det betyder, at man kan opleve vand på fortove og veje, og der mangler tryk i vandhanerne, siger Charlotte Kany.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvad det skyldes, og hvad tidshorisonten er. Vi beklager de gener, det medfører, tilføjer hun.

Politiet har anmeldelser flere steder på Christianshavn - blandt andet Torvegade og Refshalevej - samt flere steder på Amager - blandt andet nær Sundholmen og Vejlands Allé. Området dækker over flere kilometer.

- Det er forskelligt, hvor meget vand der ligger de forskellige steder, men nogle steder er det kommet ind i lejligheder, siger vagtchefen.

Her kan det tage flere dage, før arbejdet er færdigt, og folk anbefales at køre ad Ørestads Boulevard, hvis de skal i østlig retning.

Politiet oplyste tidligere på natten, at der var meldinger om, at vandet var kommet ind i lejligheder.

Første anmeldelse kom klokken 00.54. Også brandvæsnet er tilkaldt.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

 

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer