Storalarm: Minister-bodyguard glemte pistol i rutefly

Rengøringshjælp fandt ladt Glock 19-pistol i rutefly i Heathrow Airport efterladt af udenrigsministers bodyguard

Det var en pistol af mærket Glock 19 som den på billedet, den britiske udenrigsminister Dominic Raabs bodyguard glemte på et flysæde i Heathrow Airport vest for London. Foto: Shutterstock
Det var en pistol af mærket Glock 19 som den på billedet, den britiske udenrigsminister Dominic Raabs bodyguard glemte på et flysæde i Heathrow Airport vest for London. Foto: Shutterstock

Pludselig fredag aften var der sikkerhedsfolk over det hele i Heathrow Airports Terminal 2 vest for London. Det var kort efter klokken 18.30. Efter et ukendt antal minutter var de lige så hurtigt væk igen.

Det viste sig, at storalarmen var udløst af en rengøringshjælp. I et flysæde i et United Airlines-rutefly netop ankommet fra Washington DC havde hun fundet en Glock 19-pistol klar til affyring.

Og så var Fanden løs.

Livvagt ud i kulden
Det rapporterer The Sun, Daily Mail og flere andre britiske nyhedsmedier. De konstaterer også, at våbnet i distraktion var efterladt af udenrigsminister Dominic Raabs bodyguard, som nu har fået inddraget sin våbentilladelse.

Pludselig stod Heathrow Airport på den anden ende, og sikkerhedsfolk fik travlt med at spærre af. Men det efterladte våbens ejermand havde tilsyneladende ikke ondt i sinde. Han var bare glemsom. Foto: Ritzau Scanpix/John Sibley

Han er desuden midlertidigt fritaget for tjeneste, mens Metropolitan Police efterforsker den prekære forsømmelse.

- Vi tager sagen ekstremt alvorligt, siger politiets talsmand til pressen, og han forklarer, at rengøringsdamen ’helt forståeligt var i chok’.

Dominic Raab og hans personlige livvagt havde været i USA for at diskutere emner som Brexit, handelsblokeringer og grænsespørgsmål i forhold til Nordirland i selskab med andre politiske ledere.

Storbritanniens udenrigsminister Dominic Raab var i USA for at drøfte blandt andet Brexit og handelsblokaler med andre politiske ledere. Hjemturen blev nok mere dramatisk, end han havde forestillet sig. Foto: AP/Matt Dunham

Kludrede med passene
Forglemmelsen skete angiveligt, da livvagten lige efter landingen blev optaget af at finde sit eget og udenrigsministerens pas og eskortere ham mod en af flyets udgange.

Sikkerhedsfolk på det niveau har typisk en særlig tilladelse til at bære skydevåben under omstændigheder, der er ’særligt kontrollerede’.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Foreign Office.