Store badedag: Kanon-sommer endte med masser af bøvl for bilisterne

- Vi har denne sommer haft mindst 50 procent mere at lave med fastkørte bilister på strandene, fortæller stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp

Denne varebil blev - som andre biler - fanget i en lavning inde på selve stranden. Det er her, at vandet i første omgang lynhurtigt fosser ind. Foto: SOS Dansk Autohjælp
Denne varebil blev - som andre biler - fanget i en lavning inde på selve stranden. Det er her, at vandet i første omgang lynhurtigt fosser ind. Foto: SOS Dansk Autohjælp

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Den danske kanon-sommer i år har i stor stil givet problemer for mange bilister på strandene langs den jyske vestkyst.

Bilisterne har hængt fast i strandsandet. Flere bilister har ligefrem været så uheldige, at deres biler er blevet oversvømmet af havvandet - som dermed også er blevet totaltskadede.

- Det er både danske og udenlandske bilister, som har haft problemer på især strandene ved Vejers, Fanø og Rømø. Vi har denne sommer haft mindst 50 procent mere at lave på strandene, end vi plejer. Der er hvert år problemer med flere hundrede fastkørte bilister på strandene.  Men i år har problemet været ekstra stort. Vi har også bemærket, at folk har søgt ud i alle afkroge af strandene, som har været overfyldte på grund af det gode vejr. Vi har været langt omkring, fortæller Jesper Rebsdorf, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Esbjerg.

Det går lynhurtigt
Ifølge Jesper Rebsdorf kan mange bilister ikke komme tæt nok på vandet, når de parkerer på stranden.

- Bilisterne er slet ikke klar over, hvor hurtigt vandet kommer. Ofte bliver de fanget i de lavninger, som går langs stranden. Her kommer vandet først ind, og så kan det for alvor gå galt. En bil, der bliver overskyllet af havvand og sand, bliver totalt ødelagt.

I juli gik det galt for denne tyske campist, som havnede langt ude i havet ved Rømø. Foto: Brand & Redning Sønderjylland
I juli gik det galt for denne tyske campist, som havnede langt ude i havet ved Rømø. Foto: Brand & Redning Sønderjylland
 

- Jeg husker et tilfælde med en bilist, som vi hjalp ud til sin strandede bil, efter at vandet havde trukket sig tilbage. Manden skulle have sin husnøgle, som lå i bilen. Husnøglen var ræverød af rust efter blot få timers ophold i det salte havvand, fortæller stationslederen.

Vågnede ved vand i kabinen
- Normalt plejer vi at trække 3-4 biler fastkørte biler fri om ugen. Denne sommer har der været flere tilfælde hver dag.  Der var blandt andet et tilfælde med en tysk bilist, som var kørt til Rømø i løbet af natten. Han parkerede på stranden i sin varebil og vågnede ved, at der var vand inde i kabinen. Da vi nåede frem, var der vand over selve bilen. Manden havde intet kendskab til de lokale forhold overhovedet. Og derfor gik det galt.

Jesper Rebsdorf fortæller også om et tilfælde for et par år siden, hvor en bilist blev overrasket af vandet på Sønderstrand på Rømø. Hans bil er stadig ikke  blevet fundet.

- Der er simpelthen tale om så stærke kræfter, at bilen blev trukket ud i selve sejlrenden. Der ligger den endnu, konstaterer Jesper Rebsdorf overfor Ekstra Bladet.
Ofte er det strandgæster med campingvogne, som parkerer alt for tæt på havet.

- De pakker en hel masse ud, og pludselig kommer vandet. Så kan de ikke nå at få det hele pakket sammen og komme væk i tide, oplyser stationslederen.

Under to meter vand
I begyndelsen af juli gik det helt galt for en turist fra Berlin, som netop var ankommet til Rømø med sin datter for at holde ferie. I sin firhjulstrækker kørte han langt ud på Sønderstrand.

- Til sidst kørte han fast på havbunden, og bagefter døde hans mobiltelefon. Tidevandet kom, og inden vi nåede ud til ham, var bilen under to meter  vand. Den befandt sig hundrede meter ude i Vesterhavet mellem Rømø og Sild, fortæller stationslederen.

En årlig klassiker er også turister, som bliver fanget af det stigende vand på turen til og fra vadehavsøen Mandø. Det er forbundet med livsfare at køre ud på strækningen mellem Rømø og Mandø uden at have læst og forstået tidevandstabellen.

- Det går typisk galt for de bilister, som ikke er vant til at færdes i lokalområdet og på stranden. De kører i de andres hjulspor, men til sidst er hjulsporene så dybe, at bunden af bilen hænger fast i sandet. Andre kører i det våde sand langs vandet. Så længe man har fart på, så går det. Men hvis man holder stille i selv ganske kort tid, så hænger man fast, fortæller Jesper Rebsdorf.

Problemer igen til efteråret
Lige nu er der på grund af regnvejret stille på strandene. Men problemet opstår lynhurtigt igen, så snart solen begynder at titte frem og trangen til strandtur vokser.

- Og så opstår problemet igen for alvor til efteråret, når folk skal ud og se på havet i stormvejret, siger Jesper Rebsdorf til Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere