Store skader efter voldsom brand i København

Brandvæsnet har nu flammerne under kontrol

Branden på Baggesensgade på Nørrebro er under kontrol, men endnu ikke helt slukket. Det oplyser Københavns Politis centrale vagtleder Jess Voldager til Ekstra Bladet tidligt fredag eftermiddag.

- Brandvæsnet er i gang med efterslukning. Der kan opstå flammer i luftlommer - det kommer lidt an på konstruktionen - men det foregår helt kontrolleret, siger han.

- Hvor store skader er der tale om?

- Forholdsvis store. Branden har været oppe i taget, og flere etager har været i brand, så der er både skader fra ilden og røgen.

Branden fotograferet i nat. Foto: Kenneth Meyer
Branden fotograferet i nat. Foto: Kenneth Meyer
 

Nørrebrogade spærret
Baggesensgade ligger parallelt med Nørrebrogade, og her er et område fortsat afspærret for at sikre politi og brandvæsen har arbejdsro. Det forventes, at der åbnes op igen i løbet af eftermiddagen.

Branden opstod kort før midnat i en gammel industribygning i karreen, hvor der i dag er kontorer. Blandt andet har Dansk Islamisk Center lokaler på tredje sal.

Det har ikke været nødvendigt at evakuere personer fra bygningen.

Jess Voldager kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan branden er opstået.

- Så snart brandvæsnet har slukket branden helt, vil politiet foretage tekniske undersøgelser, men slukningen er kompliceret på den måde, at ild bevæger sig, hvor der er luft, så vi skal være  sikre på, at branden ikke gemmer sig i et hulrum eller lignende.