Storebæltsbroen åbner igen efter ulykke

Efter næsten fem timers lukning på grund af ulykke er Storebæltsbroen nu åbnet helt igen, oplyser politiet

En ulykke har holdt Storebæltsbroen spærret i timevis. Vejdirektoratet forventer tæt trafik frem til kl. 21 onsdag aften. Video: Local Eyes

En trafikulykke gav onsdag eftermiddag flere timers kaos for bilister, der skulle krydse Storebælt, da broen var lukket i timevis.

Ved 18-tiden blev broen genåbnet i begge retninger, oplyser politiet.

Klokken 13.22 fik politiet anmeldelse om en ulykke på Storebæltsbroen. En sættevogn havde ramt en skiltevogn og stillet sig på tværs af broen.

En personbil blev også ramt af sættevognen. Fire personer kom til skade og blev i ambulancer kørt til sygehuset. Politiet kan onsdag aften ikke sige noget om, hvor alvorligt de er kommet til skade.

Omkring klokken 16 var der ryddet så meget op efter ulykken, at broen kunne åbnes i vestlig retning. Men først ved 18-tiden - efter næsten fem timer - kunne bilisterne også komme fra Fyn til Sjælland.

Forvent kødannelse
Vejdirektoratet advarer dog på Twitter om, at man skal forvente køer, og at trafikken først forventes at være normal i løbet af aftenen. Ifølge Vejdirektoratet vil der være tæt trafik frem til klokken 21.

Lukningen af broen får også betydning for to af aftenens pokalkampe i fodbold.

SønderjyskE's bus var på broen, da ulykken skete, men kom til Sjælland klokken 17.45. Det betyder, at kampen, som skulle være begyndt klokken 18, blev udsat til klokken 20.

Også kampen mellem HB Køge og AaB blev berørt af lukningen. Den blev udsat fra klokken 18 til 19.30.

AaB-spillerne var ganske vist fløjet til Sjælland, men klubbens materialer befandt sig i en bil i Nyborg.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere