Stort harmonika-sammenstød: Massiv kødannelse

Der er forlænget rejsetid i retning mod København efter et stort sammenstød på motorvejen

Tirsdag morgen er flere biler kørt sammen på Hillerødmotorvejen ved Værløse mod København.

Derfor har venstre spor været spærret, hvilket medfører forlænget rejsetid for trafikanter.

Politi og redningsmandskab er på stedet, men der er umiddelbart ikke sket større personskade, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet:

- Fire til fem biler er kørt sammen i et harmonika-sammenstød. Der er bestilt en ambulance, fordi en person derude har fået det dårligt, men der er umiddelbart ikke sket noget livstruende, lyder det fra Søren Bjørnested.

Ifølge Vejdirektoratet er der forlænget rejsetid på mindst 10 minutter.

- Der er rigtig meget kø derude lige nu, kan vi se. Uheldet er sket i det forkerte spor, kan man sige. Der er ikke blevet holdt afstand, og så hjælper det ikke med en våd kørebane og dårlig sigtbarhed, uddyber vagtchefen.

Han kommer derfor med en opfordring til bilisterne.

- Man skal huske at holde afstand, og det skal man altid huske, siger Søren Bjørnested afslutningsvist.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere