Stort våbenlager fundet i dansk fodboldklub

Fundet af to våbenlagre, der knyttes til Satudarah, har hidtil været hemmeligholdt

To medlemmer af Satudarah er tiltalt for to våbenlagre, som politiet forbinder til konflikten med Bandidos sidste år. Foto: Kenneth Meyer
To medlemmer af Satudarah er tiltalt for to våbenlagre, som politiet forbinder til konflikten med Bandidos sidste år. Foto: Kenneth Meyer

Et våbenlager var skjult på loftet hos en boldklub i Holmegaard nord for Næstved, der ligger lige ved siden af en stor skole.

Våbnene, syv pistoler, en revolver, et haglgevær og godt 2800 patroner samt en røgbombe tilhørte ifølge politiet rockerklubben Satudarah.

Det opsigtsvækkende fund har hidtil været holdt hemmeligt af politiet. 

Men på tirsdag starter en nævningesag ved Retten i Glostrup, hvor to medlemmer af Satudarah er tiltalt sammen med en 35-årig mand, der ikke er Satudarah, for at have transporteret de mange våben fra Ballerup til et område ved den 35-åriges privatadresse - og herfra til Holmegaard Glasværk Boldklub på Villavej 2 i Holmegaard. 

Her lå våbnene til 22. februar i år, hvor politiet fandt dem ved en hemmeligholdt ransagning.

De tiltalte nægter sig skyldige. Den 35-årige er medlem af boldklubben og kendte derfor til klubhusets indretning.

Klubhuset på Villavej 2, der blev brugt af fodboldklubbens serie 1 og 4 hold, er nu lukket, fordi alle aktiviteter er blevet samlet i boldklubbens andet klubhus.

Vidste ikke det var våben
Boldklubben, der har 450 medlemmer, var kun orienteret om, at der havde været en ransagning i klubhuset og at det 35-årige medlem var blevet varetægtsfængslet - men klubben vidste ikke, hvad der var fundet på loftet.

– Der har været mange gætterier om, hvad han var fængslet for. Men hvis han bliver kendt skyldig, er det naturligvis noget, som vi tager stærkt afstand fra. Vi har ansvaret for vores børn og unge, siger formand Christian Andersen.

Formanden har intet kendskab til den angivelige forbindelse mellem den 35-årige og Satudarah-rockerne.

Ifølge anklageskriftet havde den 35-årige godt 20 gram kokain på sin bopæl til eget forbrug.

artiklen fortsætter under billedet

Blandt de mange våben i klubhuset var to ældre, men fuldt funktionsduelige ni mm. Walther P38
Blandt de mange våben i klubhuset var to ældre, men fuldt funktionsduelige ni mm. Walther P38
 

Satudarah var sidste år i væbnet konflikt med Bandidos, der blandt andet blev udkæmpet på Sydsjælland. 

Politiet mener, at våbnene lå klar til brug under konflikten, og derfor er de to Satudarah-medlemmer tiltalt efter bande-paragraffen 81a, der fordobler straffen for forbrydelser begået under en væbnet konflikt.

Også våbenlager i kælderrum
Satudarah-folkene, 31 og 24 år, er også tiltalt for et andet stort våbenlager, som politiet fandt i et kælderrum i Ballerup den 4. december sidste år. De våben var, ifølge tiltalen, også til brug i en væbnet konflikt.

I kælderrummet fandt politiet tre rifler, et haglgevær og en pistol med 85 tilhørende patroner. Den ene riffel, en kaliber 22 Heckler & Koch, havde 150 tilhørende patroner.

Mængden af våben i de to våbenlagre gør, at Satudarah-folkene, hvis kendes skyldige, risikerer otte års fængsel eller mere.

Efterforskningsleder Søren Puggaard, Københavns Vestegns politi, som har efterforsket våbensagen, vil ikke forud for retssagen fortælle, om politiet har fundet ud af, hvor de mange våben stammer fra.

Men ifølge anklageskriftet er de to Satudarah-folk også tiltalt for hæleri af alle de fundne våben, hvilket betyder, at de stammer fra en ’strafbar lovovertrædelse’ for eksempel tyveri eller indbrud.

Klubhuse blev lukket
3. november sidste år lukkede politiet midlertidigt 11 af Bandidos og Satudarahs klubhuse på grund af konflikten, hvor der blev brugt skydevåben, stik og slagvåben. Konflikten er nu afblæst.

Konflikten eskalerede efter et stort slagsmål mellem de to grupper ved et boksestævne i Herlev 27. oktober sidste år. Under slagsmålet fløj kasteskyts gennem luften og to Bandidos-folk blev angrebet med kniv. Værst gik det ud over en 46-årig tidligere drabsdømt Bandidos, der fik knivstik i maven.

Politiet mente, at en Satudarah førte kniven, og i tiden efter slagsmålet var der en stribe voldelige sammenstød mellem de to grupper.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen