Strandede kvinder løj for politi: Vi er er blevet kidnappet

18-årig kvinde sigtes nu for falsk anmeldelse

En 18-årig kvinde vil nu blive sigtet for falsk anmeldelse, efter at hun for en uges tid siden ringede til politiet og fortalte, at hun og tre veninder var blevet kidnappet af en bilist.

Der var imidlertid slet ikke tale om nogen kidnapning. Derimod var de fire unge kvinder kommet op at skændes med deres chauffør under en køretur fra Odense til Aarhus midt om natten.

Til sidst smed chaufføren de fire besværlige kvinder ud af bilen i Skanderborg og kørte videre.

Da kvinderne åbenbart ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle komme videre midt om natten, ringede den 18-årige til Sydøstjyllands Politi og bildte betjentene ind, at de var blevet kidnappet.

Patruljevogn forulykkede
Ifølge Fyens.dk rykkede flere patruljevogn omgående ud og nåede hurtigt frem til stedet på Vroldvej, hvor kvinderne stod.

En af patruljevognene satte efter den forsvundne chauffør i den tro, at han var en brutal kidnapper. Biljagten endte dog brat, da patruljevognen drønede durk ind i et stengærde. Betjentene måtte en tur på skadestuen til behandling for småknubs.

- Vi har startet en sag om falsk anmeldelse, og det bliver kvinden sigtet for, oplyser vicepolitiinspektør Poul Steffensen til fyens.dk. Han tilføjer, at politiet ikke har talt med den unge kvinde siden den famøse aften.

Det er heller ikke lykkedes at få kontakt med chaufføren, som formentligt slet ikke har været klar over, at politiet ville have fat på ham.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få kontakt med vicepolitiinspektøren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere