Strømer tiltalt: Tippede chef om at medarbejder var dømt

Betjent fra Esbjerg fortalte angiveligt direktør, at hans ansatte var tidligere dømt - nu risikerer betjenten selv at blive dømt

En betjent fra politigården i Esbjerg er blevet tiltalt for at tippe direktør om, at han havde en dømt person  ansat i firmaet. (Arkivfoto: Claus Jessen )
En betjent fra politigården i Esbjerg er blevet tiltalt for at tippe direktør om, at han havde en dømt person ansat i firmaet. (Arkivfoto: Claus Jessen )

Statsadvokaten i Viborg, Jan Reckendorff, har rejst tiltale mod en politiassistent fra Esbjerg.

Politiassistenten er tiltalt for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger omkring en tidligere straffet mand i den vestjyske by.

Betjenten har angiveligt ringet til direktøren for et autotransport-selskab i Esbjerg og opfordret ham til at tjekke en af sine medarbejderes straffe-attest.

Betjenten vidste nemlig fra sit arbejde, at medarbejderen var tidligere dømt.

Nu risikerer betjenten selv at blive dømt.

Blev fyret
Forholdet går helt tilbage til december 2013, hvor betjenten skulle have set den dømte mand arbejde for autotransport-firmaet. Senere blev manden fyret.

Efter statsadvokatens opfattelse har betjenten overtrådt Straffelovens paragraf 152, som lyder:

 ' Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.'

Senioranklager Christina Schou ønsker ikke at udtale sig nærmere om hændelsesforløbet.

- Sagen skal i retten og derfor kan jeg ikke sige noget, lyder det fra senioranklageren.

Den nu fyrede medarbejders advokat, Linda Christensen fra Stage Advokatfirma, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at hun klagede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over betjentens opførsel.

'Han var på rette vej'
Det er denne klage, som nu har ført til tiltalen mod betjenten.

- Det er korrekt, at min klient er tidligere straffet. Men han var kommet på rette vej og havde fået et lovlydigt arbejde i autotransport-firmaet.

- Det bliver nu op til retten at vurdere, om betjenten har misbrugt sin viden og om der er en sammenhæng mellem det og afskedigelsen af min klient, siger Linda Christensen til Ekstra Bladet.

Retsmødet mod den vestjyske betjent er berammet til den 6. juli.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen