Studerende sigtet for dokumentfalsk: Risikerer fængsel

De to studerende kan risikere op til 40 dages fængsel

Det er sjældent en god idé at snyde som studerende. Det har to studerende måttet indse, efter de er blevet sigtet af Københavns Politi for dokumentfalsk.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi, som bekræfter, at de har sigtet to studerende for dokumentfalsk.

- Der er tale en 24-årig dansk mand, der har snydt med sine karakterer for at forsøge at få et studiejob. Der er også tale om en 25-årig kvinde, som forsøgte at forfalske sin lægeerklæring for at kunne få udsættelse fra eksamen, siger vicepolitiinspektør hos Københavns Politi Thomas Tarpgaard til Ekstra Bladet.

Kan give fængsel
De to studerende risikerer at havne bag tremmer, da dokumentfalsk efter straffelovens paragraf 171 stk. 2-3 og 172 stk. 2 kan give en fængselsdom.

- Det er meget individuelt alt efter sag, men det kan give op til 40 dages fængsel både betinget og ubetinget, men det kommer an på, hvordan dommen falder ud. Der er dog før set betingede domme for den her slags snyd.

Lad være at snyde
Politiet har derfor en klar opfordring til de studerende: At man skal lade være. Samtidig fortæller politiet, at der førhen har været lignende sager, hvor studerende forsøgte at snyde.

- Vores budskab er sådan set, at man skal lade være med sådan noget. Man risikerer at ødelægge det meste af sin ungdom, hvis man bliver straffet, og det kan nok også have konsekvenser fremadrettet for den studerende. Det gælder, uanset om det er et karakterblad eller et id, når man skal ind på et diskotek.

- Vi har haft flere lignende sager. Alene i 2019 havde vi omkring 30 sager, så vi har set det før, afslutter Thomas Tarpgaard.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere