Studerende sørger: Mindes Mette Marie efter knivdrab

– Hun var altid hjælpsom, siger studerende, som den knivdræbte var vejleder for på universitetet

Blomster, lys og hilsner til den dræbte på gerningsstedet på Klostervej. (Foto: Jakob Jørgensen)
Blomster, lys og hilsner til den dræbte på gerningsstedet på Klostervej. (Foto: Jakob Jørgensen)

Det meningsløse drab på Mette Marie Tang i en baggård i Odense i tirsdags har rystet venner og bekendt i Odense, hvor hun var kandidat-studerende i klinisk farmaci om lægemidler og deres anvendelse.

På mordstedet i baggården ved Klostervej 24B i Odense, hvor den 24-årige boede i samme ejendom som drabsmanden, en psykisk syg 48-årig gymnasielærer, samledes nogle af Mette Marie Tangs venner og bekendte i går for at lægge blomster og tænde lys.

Mette Marie Tang var studievejleder for fem studerende, blandt dem Louise Ellegaard Hald, 21, og Patoul Yassine.

- Hun var bare altid hjælpsom, tog sig af os og var målrettet. Hun havde altid overskud, siger Patoul Yassine.

- Og så blev hun gerne efter timerne og hjalp os, tilføjer Louise Ellegaard Hald.

Josefine Gierahn, 21, siger, at Mette Marie Tang altid var utrolig sød, dygtig og positiv og virkelig god til sit studie.

Dræbt med flere knivstik
Mette Marie Tang er blevet obduceret og det foreløbige resultat bekræfter drabsmandens forklaring om, at hun blev dræbt med flere knivstik.

- Jeg slog hende ihjel med en fileteringskniv, som er en lang, skarp kniv. Jeg stak hende i brystet, og så skar jeg halsen over på hende og stak hende muligvis også i ryggen, lød den psykisk syge gymnasielærer PN’s uhyggelige forklaring i grundlovsforhøret i går.

Han er gennem 12 år blevet behandlet for en psykose, der tilsyneladende var blevet mere og mere alvorlig det seneste halve år, hvor han var sygemeldt fra Nordfyns Gymnasium, og hanfølte sig 'chikaneret' at alt og alle.

Selv små hverdagsting som cykelklokker og folk, der gik ud af porte, gav ham paranoia. Han kunne ikke holde det ud, og nogen måtte dø for det, lød hans forklaring.


Den 23. juni blev 24-årige Mette Marie Tang knivdræbt i en baggård i Odense. (Video: Ole Frederiksen)

Følte sig lettet efter drabet
Mette Marie Tang blev det helt sagesløse offer, da gymnasielæreren kiggede ud af sit vindue og fik øje på hende. Hun 'chikanerede' ham, følte han. Så han tog kniven i køkkenskuffen, gik ned i baggården og stak hende ihjel. Bagefter følte han en form for lettelse:

- Jeg har ikke følt mig chikaneret siden drabet, sagde han.

Trods tilståelsen fortsætter Fyns politi efterforskningen:

- Selvom vi har en tilståelse skal den underbygges med andre oplysninger, så vi efterforsker fortsat som i enhver drabssag, siger politikommissær Carsten Mogensen.

- Vores efterforskning peger på, at hans forklaring er rigtig, siger Carsten Mogensen.

Blomster og lys på stedet i baggården, hvor den 24-årige studerende blev stukket ihjel. (Foto: Jakob Jørgensen)
Blomster og lys på stedet i baggården, hvor den 24-årige studerende blev stukket ihjel. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

Den 48-årige skal nu mentalundersøges, og politiet vil sandsynligvis også kigge på gymnasielærerens sygehistorie og hans behandling med samtaler og medicin hos distriktspsykiatrien.

Han forklarede, at han tog sin medicin, som han skulle, så han var symptomfri og i en lang periode på tre et halvt år passede sin undervisning på gymnasiet.

Spørgsmålet er så, hvorfor hans psykose pludselig blev så akut og voldsom, at han dræbte Mette Marie Tang?

1 af 2 Her lægger Louise Ellegaard Hald (tv) og Patoul Yassine blomster på drabsstedet. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 Blomster, lys og hilsner til den dræbte på gerningsstedet på Klostervej. (Foto: Jakob Jørgensen)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere