Stukket i maven under skænderi om Matador-spil

Bølgerne gik højt under et spil Matador i Hinnerup tirsdag aften

Østjyllands Politi ved ikke, om skænderiet skyldtes en bestemt adresse i Matador. (Arkvifoto: Jens Dresling)
Østjyllands Politi ved ikke, om skænderiet skyldtes en bestemt adresse i Matador. (Arkvifoto: Jens Dresling)

Et spil Matador udviklede sig pludseligt dramatisk hjemme hos en 51-årig mand i Hinnerup nord for Aarhus.

Værten havde inviteret to bekendte til et spil Matador - og ifølge politiet lidt rigeligt med alkohol - i lejligheden på Nørreskovvej.

Under spillet omkring kl. 21.15 opstod der uoverensstemmelser mellem den 51-årige mand og en 55-årig bekendt, og under det efterfølgende skænderi trak den 51-årige vært pludselig en kniv og stak den 55-årige gæst i maven.

- Der er formentlig tale om en køkkenkniv, men manden er udenfor livsfare, oplyser Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Var det Rådhuspladsen, de skændtes om?

- Det ved vi ikke. Vi ved kun, at skænderiet handlede om Matador-spillet, siger Marianne Morgen.

Den 51-årige mand er sigtet for kvalificeret vold, og han blev efter et lukket grundlovsforhør i retten i Randers onsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere