Sufileder hakket til døde i voldsramte Bangladesh

Religiøse minoriteter, aktivister og udlændinge er målene i en byge af vold, som har ramt Bangladesh.

I en lund med mangotræer i det nordvestlige Bangladesh er liget af en savnet sufileder blevet fundet i en blodpøl. Politiet formoder, at det er islamister, som står bag drabet.

Det meddeler nyhedsbureauet AFP lørdag. I den seneste tid er Bangladesh blevet ramt af en byge af vold mod religiøse minoriteter, aktivister og udlændinge. Alene siden april er seks blevet dræbt.

Sufilederen Mohammad Shahidullah, som var 65 år, havde været savnet, siden han forlod sit hjem i byen Rajshahi fredag morgen. Hans lig, der var blevet hakket i stykker, blev fundet af lokale.

- Han var ikke en berømt sufileder. Men det er sandsynligt, at han blev dræbt af islamistiske militante, siger chefen for det lokale politi, Nisharul Arif, til AFP.

Ifølge politimanden er flere medlemmer af religiøse minoriteter i den seneste tid blevet hakket til døde.

Sufisme er en betegnelsen for islamisk mystik, som blandt andet kendetegnes ved dens dansende meditation. Mange af Bangladeshs sunnimuslimer betragter sufister som kættere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere