Sundhedshjælper sigtet: Glemte at tænde for respirator

En 56-årig patient afgik ved døden, da hans respirator ikke blev sat til

En 46-årig hospitalsansat er sigtet for overtrædelse af autorisationsloven, efter at han glemte at tænde for en respirator, som holdt en 56-årig terminal patient i live.

Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Jørgensen fra Bornholms Politi til Ekstra Bladet.

- Den sigtede er tilknyttet den 56-årige patient som hjælper, og hans ansvar har blandt andet været at holde øje med patientens respirator, men af en eller anden grund glemmer han at sætte den til, og det betyder at patienten kort tid efter afgår ved døden, fortæller Peter Jørgensen.

Ifølge politiet skete fejlen, efter at man havde udskiftet den 56-årige patients respirator. Den 56-årige blev ifølge politiet behandlet i eget hjem på Bornholm og afgik ved døden nytårsaftensdag.

- Vi betragter det som et ulykkeligt uheld, siger vicepolitiinspektøren.

Den 46-årige hospitalsansatte er blevet afhørt af politiet og står til en bøde, hvis han kendes skyldig i overtrædelse af autorisationsloven for sundhedsansatte.

Det vides ikke, om den 56-åriges pårørende ønsker at søge erstatning.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere