Sunnivas forældre i åbent brev: 'Savnet er meget stort'

Sunniva Ødegård, 13, blev fundet dræbt i Norge. Nu fortæller forældrene om sorgen i et brev, som er sendt til norske Dagbladet

13-årige Sunniva Ødegård blev fundet dræbt natten til mandag. Nu fortæller forældrene om sorgen. Foto: Privatfoto
13-årige Sunniva Ødegård blev fundet dræbt natten til mandag. Nu fortæller forældrene om sorgen. Foto: Privatfoto

Forældrene til 13-årige Sunniva Ødegård har i et åbent brev beskrevet chokket over at miste datteren.

Sunniva Ødegård blev natten til mandag fundet dræbt nær sit hjem i byen Varhaug syd for Stavanger i Norge.

Den 13-årige pige havde været hjemme hos en veninde og var på vej hjem, da hendes telefonsamtale med kæresten pludselig blev afbrudt.

Hun blev fundet dræbt omkring klokken tre natten til mandag. Da havde hendes familie og bekendte ledt efter hende siden klokken 23.

'En sprudlende og glad pige'
Nu skriver den norske teenagers forældre om sorgen efter datterens død. Samtidig takker forældrene alle, som har hjulpet dem i den svære tid.

'Savnet efter Sunniva er meget stort, og det går både op og ned. Savnet og sorgen bliver særligt stærkt, når vi er alene og har tid til at tænke over, hvad der er sket', skriver forældrene i et brev, der er sendt til avisen Dagbladet.

Forældrene beskriver Sunniva som en glad pige, der havde mange venner.

'Sunniva var en sprudlende og glad pige. Hun var social og kunne lide at være med venner. Hun fik ofte besøg, og det var normalt, at vennerne var samlet i huset', skriver de.

Tænker på sigtedes forældre
En 17-årig lokal dreng er fængslet og sigtes for drabet på den 13-årige pige. Forældrene har midt i sorgen overskud til at tænke på forældrene til den sigtede.

'Vi synes, det er tragisk, at en lokal ung mand er sigtet for drabet, og vi tænker på, hvordan hans forældre har det nu', skriver Sunnivas forældre og beder folk om at respektere deres privatliv.

'Vi er nødt til at planlægge begravelsen og trænger til at være sammen med vores nærmeste', forklarer de i brevet.

Mens forældrene gør klar til at begrave deres datter, er den 17-årige varetægtsfængslet i to uger. Han har nægtet sig skyldig og har erklæret sig uenig i varetægtsfængslingen.

Den 17-årige dreng kan også kobles til et indbrud i et hjem i Varhaug samme aften som liget af den unge pige blev fundet. Det er ikke oplyst, hvordan Sunniva blev dræbt.

Der bor godt 3000 mennesker i Varhaug.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere