Supermarkeds-drama: Skinkesalat tværet ud i ansigtet på mand

Drama under indkøbstur i Roskilde

En 27-årig mand fra Vejby tværede mandag eftermiddag en skinkesalat ud i ansigtet på en 24-årig mand, efter at han forinden havde følt sig provokeret.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Den usædvanlige handling skete efter en indkøbstur i et supermarked på Søndre Ringvej i Roskilde.

Det viste sig, at de to havde passeret hinanden på vej ind i supermarkedet. Her havde den 24-årige, der er fra Frederikssund, talt lidet flatterende om den 27-årige, som imidlertid bare fortsatte ind i supermarkedet for at foretage sine indkøb.

Anderledes så det ud, da den 27-årige senere kom ud på p-pladsen til sin bil. Her bemærkede han, at den 24-årige sad i bilen ved siden af.

Den kendsgerning fik den 27-årige til at tage en hobbykniv frem og åbne en skinkesalat, han netop havde købt. Herefter gik han hen til den 24-årige og smurte salaten ud i ansigtet på ham.

De to kom efterfølgende op at slås, inden politiet ankom til stedet. Ingen af de to kom dog til skade i slagsmålet.

Begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 27-årige blev ligeledes sigtet for at overtræde knivloven, idet han havde stukket hobbykniven i lommen og taget den med uden for bilen, inden han kom op at slås.

Episoden fandt sted kort efter klokken 17.