Sure over lav fart: Skifter selv fart-tavlerne ud

40 km/t farttavler er pillet ned og udskiftet med skilte, som tillader 60 km/t

Ukendte hærværksmænd er åbenbart stærkt utilfredse med, at de kun må køre 40 km/t ud for Stenum-Tolstrup Friskole i Nordjylland.

Fem-seks vejtavler med en hastigheds-begrænsning på 40 km/t er blevet pillet ned natten til fredag og udskiftet med fart-tavler, der tillader en hastighed på 60 km/t.

Det skriver nordjyske.dk.

Ingeniør Kaj E. Jensen fra Brønderslev Kommune betegner overfor den lokale avis udskiftningen af vejtavlerne som regulært hærværk.

- Vi kan ikke finde 40 km/t skiltene, så der skal bestilles nye hjem, og det kan først ske mandag morgen, siger han til avisen.

Det er urimeligt
Formanden for teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen er stærkt utilfreds med udskiftningen:

- Det er urimeligt, at man begår en sådan form for selvtægt, konstaterer han overfor nordjyske.dk.

40 km/t fart-skiltene i Stenum kom op efter henvendelser fra borgerne.

- Der er åbenbart én eller flere personer, der er utilfredse med denne beslutning. Man er nødt til at respektere en sådan beslutning. Det er ikke i orden, det, der er sket. Det betragtes som hærværk, fastslår Karsten Frederiksen.