Surfer i kritisk tilstand: Angrebet af haj

Det ottende hajangreb på få måneder sætter gang i debatten om bedre sikring mod hajer i Australien.

En surfer er søndag blevet voldsomt maltrakteret af en haj ved den australske østkyst.

Det oplyser de lokale myndigheder, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 36-årige mand surfede ved Scott Head Beach, som ligger omkring 490 kilometer nord for Sydney, da han blev bidt. Det oplyser politiet i delstaten New South Wales.

Den tilskadekomne surfer er efterfølgende fløjet til et hospital i kritisk tilstand.

- Manden har fået voldsomme skader på sit højre ben, siger en talsmand for redningstjenesten i delstaten.

- Han har fået fem dybe flænger og har lidt et voldsomt blodtab.

Den 36-årige var i vandet med flere andre surfere, da han pludselig forsvandt ned under vandets overflade.

Det oplyser Donna Wishart, der er talsmand for det australske korps af livreddere, til det australske medie ABC.

- En af de andre har set ham forsvinde under vandet, samtidig med at en kaskade af vand sprøjtede op over ham. Offeret viftede med armene for at vise, at han havde problemer, siger hun.

Det er endnu uvist, hvilken type haj, der står bag angrebet.

Der er tale om det ottende hajangreb i Australien på blot tre måneder. Det har skabt en ophedet debat i Australien om, hvordan man kan mindske risikoen for hajangreb.

I New South Wales har man forsøgt sig med blandt andet droner, som skal overvåge hajernes færden.

Derudover har delstaten eksperimenteret med liner i vandet, som automatisk kan alarmere myndighederne, når en haj nærmer sig.

I 2018 har der i alt været 16 uprovokerede hajangreb. Heraf har et enkelt angreb været dødeligt.

Det dødelige angreb skete i begyndelsen af november, hvor en mand blev angrebet, mens han svømmede ved den populære øgruppe Whitsundays.

Hajangreb er ellers sjældne i det område. Men siden september er tre personer blevet angrebet i havet omkring øgruppen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere