Sværdmanden dræbte mandlig lærer

Den dræbte var lærer på Kronans Skola. Blandt de sårede er to elever på 11 og 15

Kriminalkommissær Thord Haraldsson fortæller her, hvad der skete på skolen torsdag. (Video: AP)

Det var en lærer, som blev dræbt under et sværdangreb på Kronans Skola i Trolhättan Kommune nord for Göteborg i Sverige.

Det fortæller flere medier.

Og blandt de fire andre sårede er to elever på 11 og 15 år.

Gerningsmanden er ifølge Expressen en mand i 20 års-alderen. Han indfandt sig på skolen kort efter klokken 10 og gik ifølge Ekstra Bladets oplysninger blandt andet ind i et klasselokale, hvor han angreb en lærer, som var i gang med at undervise.

- Han var klædt i sort tøj og var maskeret. Han sagde ikke et ord. Men han hørte rockmusik på sin mobiltelefon og begyndte at angribe læreren, siger Laith Alazzeh til EKstra Bladet.

Han er 14 år og var til stede i klasselokalet, hvor sværdmanden tilsyneladende indledte sit angreb.

Senere blev fire andre også såret af hug eller snit med sværdet.

Andre elever fortæller til Expressen, at manden bar en 'Star Wars'-maske.

Politiet fik alarmopkaldet klokken 10 minutter over 10. Siden troppede massive politistyrker op ved skolen. Betjente stødte på sværdmanden i en café, der støder til skolen. Her blev manden skudt.

Han er i øjeblikket på operationsbordet på et lokalt hospital.

Hundredvis af pårørerende er mødt op ved skolen, og der hersker kaos, lyder det fra Ekstra Bladets mand på stedet.

Mange er utilfredse med, at de ikke får nogen information om, hvad der sker. Mange elever er af sikkerhedsmæssige hensyn blevet låst inde i deres klasselokaler. De er først nu begyndt at blive lukket ud.

Et nærliggende gymnasium har som følge af sværdangrebet valgt at aflåse skolen.

- Vi venter på yderligere instruktioner fra skoleledelsen, som har sat gang i kriseberedskab, siger Ylva Dahl - en af rektorerne på Magnus Åbergsgymnasiet i Trolhättan.

Den svenske statsminister Stefan Löfven har ifølge Expressen aflyst en planlagt politisk spørgerunde til eftermiddag og er i al hast på vej til skolen.