Svensk asylcenter brændt

Kommunen havde netop annonceret, at den nedlagte skole skulle bruges til asylcenter

Natten til lørdag stod en nedlagt skole i flammer i Kånna i det sydlige Sverige. Blot dagen før var der blevet leveret madrasser og senge til skolen, da den skulle bruges som asylcenter. Det skriver svt.se.

Det annoncerede kommunen torsdag, men nu er skolen altså brændt ned til jorden. Politiet mistænker, at branden er påsat.

- Vi formoder, at nogen påsatte branden. Men vi ved det ikke endnu, idet teknikerne ikke er færdige med deres arbejde, siger Calle Persson, talsmand for politiet i region syd.

Ingen mennesker kom til skade i branden.

Borgmesteren i byen fortæller til det svenske medie, at selvom ikke alle var glade for kommunens beslutning, så var der heller ikke nogen ubehagelig stemning.