Svensk avis får brev til Vilks - bombeeksperter tilkaldt

Brev adresseret til Lars Vilks har medført evakuering af avisredaktion i Örebro, hvortil eksperter er tilkaldt

Bombeeksperter fra Stockholm er på vej til Örebro, hvor avisen Nerikes Allehanda har modtaget et brev adresseret til Lars Vilks, skriver det svenske medie Expressen.

Den svenske debattør og kunstner menes at have været målet for lørdagens angreb på kulturhuset Krudttønden i København.

Politiet i Örebro har foretaget en hurtig sikkerhedsvurdering og afspærret det rum på redaktionen, hvor brevet ligger.

Derefter er eksperter fra politiet i Stockholm tilkaldt, og de er nu på vej.

- Vi ved ikke, hvad det brev indeholder, men det føles godt, at politiet tager sagen alvorligt, siger chefredaktør på avisen Katrin Säfström.

Nerikes Allehanda har tidligere været udsat for trusler, efter at avisen har trykt Vilks' tegning af profeten Muhammed.

Brevet er afsendt fra Hannover i Tyskland, og avisen bringer et foto af den hvide konvolut på sin hjemmeside.

Lokalpolitiet har informeret tysk politi om brevet, som har en afsenderadresse på forsiden.

Svensk politi afspærrede i weekenden et område omkring Lars Vilks' hus i Helsingborg.

Ifølge en talsperson for svensk politi er Lars Vilks flyttet til et hemmeligt sted.

Ud over overvågningen af kunstnerens hus har det svenske politi generelt styrket sikkerheden omkring religiøse bygninger efter weekendens angreb mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.

Angrebene i København lørdag og natten til søndag kostede to livet og sårede fem betjente.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere