Svensk kvinde dræbt på løbetur: Politiet efterlyser vidner

Svensk politi har endnu ingen mistænkte i sagen om den 21-årige kvinde, der natten til torsdag blev fundet dræbt ved en løberute i en skov 25 kilometer nord for Stockholm

Politiet arbejder stadig i området omkring løberuten, hvor kvinden blev fundet dræbt (Foto: Johan Jepson fra Expressen)
Politiet arbejder stadig i området omkring løberuten, hvor kvinden blev fundet dræbt (Foto: Johan Jepson fra Expressen)

Svensk politi har fortsat ingen mistænkte i sagen om den 21-årige kvindelige motionsløber, der natten til torsdag blev fundet død ved en løberute i en skov 25 kilometer nord for Stockholm. Det beretter blandt andre det svenske medie Expressen.

Politiet beslaglagde ellers tidligere torsdag to biler, som var parkeret i nærheden stedet, hvor den unge kvinde blev fundet dræbt.

- Ja, det er min bil. Har har udlånt den i nogle uger. Politiet ringede til mig ved halv seks-tiden i morges, siger ejeren af den ene bil til Expressen.

Svensk politi tog personen, der lånte bilen, ind til forhør, men han er siden sat fri igen.

- Der er ikke nogen, der er mistænkt i sagen lige nu, siger politiets pressetalsperson, Lars Byström, til Expressen.

Se også: Svensk kvinde dræbt på løbetur: Politi undersøger to biler

Beder om tip fra vidner
Den 21-årige kvinde tog i aftes på en løbetur i området. Da hun ikke kom hjem, blev hun efterlyst, og politiet ledte efter hende med både hundepatruljer og helikopter.

Det var en patrulje, der fandt kvinden liggende nær løberuten, og siden blev det besluttet, at sagen skulle efterforskes som drab.

- Der er omstændigheder, som tyder på, at hun er dræbt, siger Stockholms Politis talsperson Towe Hägg.

Politiet har arbejdet hele torsdagen i skoven i Upplands Väsby for at finde spor, og de har også bedt folk, der var i området i aftes og nat, om at henvende sig til politiet.

- Teknikerne skal afslutte deres arbejde derude, før vi kan se, om der er noget, der leder os videre i efterforskningen. Vi arbejder selvfølgelige ud fra, at vi kan opklare det her, siger Lars Byström, der også er pressetalsperson hos politiet.

'Ved ikke, om jeg skal løbe her mere'
Expressen har talt med en anden motionsløber, som ofte løber på ruten i Upplands Väsby. Ingvar Fasén på 63 år var på vej ud og løbe i morges, da han blev stoppet af politiet.

- Jeg blev overhalet af en politibil og tænkte så, at der måtte være sket noget. Men jeg vidste ikke, hvad der var sket, siger Ingvar Fasén til det svenske medie.

Han fortæller, at det er normalt, at folk kører i bil hen til løberuten og parkerer i nærheden.

- Jeg har før mødt piger på hendes alder løbe på ruten, siger Ingvar Fasén.

Han er opvokset i området og bor kun et par kilometer fra ruten.

- Det føles ikke rart det her. Nu jeg jeg nødt til at overveje, om jeg har lyst til at løbe her mere, siger han.