Svensk milliardær forsvundet til søs

Christer Ericsson var ude og fiske, da han forsvandt

Christer Ericsson er 74 år, og har i mange år været en passioneret sejler. Foto: PR
Christer Ericsson er 74 år, og har i mange år været en passioneret sejler. Foto: PR

Mandag formiddag opdagede man en tom båd, der drev rundt i vandet omkring den svenske by Marstrand, der ligger lidt nord for Gøteborg.

Tirsdag kom det frem, at båden har været sejlet af den svenske forretningsmand og milliardær Christer Ericsson, og han meldes nu savnet af politi og pårørende.

Det skriver svenske Göteborgs-Posten.

Familien i sorg
Grunden, til at man ved, at det var Christer Ericsson, som har sejlet båden, er, at familien har udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med hans forsvinden.

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at min mand/vores far J. Christer Ericsson siden mandag formiddag har været savnet til søs, skriver familien i pressemeddelelsen.

De skriver videre, at Christer Ericsson befandt sig til søs uden for Marstrand.

- Det tyder på, at han under ulykkelige omstændigheder er faldet over bord i forbindelse med en fisketur, skriver familien.

Søredning og politi
Det fremgår af pressemeddelelsen, at søredningsmyndighederne i Sverige har ledt grundigt i området sammen med kystvagten og politiet.

- Dog uden fremgang. Chancen for at finde ham i live bedømmes til at være lille af søredningen, skriver familien.

- Lige nu tror vi, at det er en ulykke, siger Torbjörn Edvinsson, der er kriminalkommissær, til svenske Expressen.

Der var fiskeudstyr i båden, og en line hang fra båden ned i vandet, da man fandt den drivende båd.

Christer Ericsson har blandt andet tjent sine mange penge som iværksætter. Han grundlagde firmaet Consafe i 1970'erne, som hjalp olieselskaber med udstyr. Senere har han oprettet JCE Group, som er et investeringsfirma.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere