Svensker anholdt i Danmark for skuddrab: Internationalt efterlyst

En internationalt efterlyst svensker blev lørdag aften anholdt i Rødbyhavn. Han er efterlyst for skuddrab

Færgen fra Puttgarden havde et par ekstraordinære rejsende med i færgen her til aften.

Da to mænd trillede ind i grænsekontrollen i Rødbyhavn kom det nemlig frem, at den ene er internationalt efterlyst for skuddrab i Stockholm.

Begge mænd blev tilbageholdt.

- Det er svensk politi der har begæret ham anholdt, siger vagtchef Ove Christofferssen til Ekstra Bladet.

Manden, der er internationalt efterlyst, er svensk statsborger.

Vicepolitiinspektør Anton Havegård, der er leder af Udlændingekontrolafdelingen, er selvsagt tilfreds med, at grænsekontrollen i Rødbyhavn og Gedser fungerer.

- Jeg er meget tilfreds med, at arbejdet med grænsekontrollen endnu engang viser sig effektivt, og at vi har fanget en efterlyst mand. Det viser, at arbejdet, der bliver udført ved grænsen, er både kompetent og dygtigt, siger han i en pressemeddelelse.

Den efterlyste mand vil vil blive fremstillet i retten i Nykøbing i morgen. Den anden mand er blevet løsladt.