Sverige: Endnu en brand i kommende asylcenter

Ingen personer er kommet til skade ved branden, der fandt sted vest for Stockholm

Brandvæsnet er natten til lørdag endnu en gang rykket ud til en brand i en bygning, der var udset til at skulle huse flygtninge i Sverige.

Det oplyser svensk politi til avisen Aftonbladet.

Ingen personer er kommet til skade ved branden, der fandt sted uden for Ärla, Eskilstuna, vest for Stockholm.

Politiet mener, at branden er påsat, men ingen mistænkte er blevet pågrebet ifølge den svenske avis.

- Hovedbygningen er brændt ned, siger Mia Magnusson, der er vagtchef for politiet i Eskilstuna.

Bygningen anvendes normalt som opholdssted for børn på koloni, men har været på tale som en midlertidig bolig for flygtninge.

Ifølge svenske medier har der i år været ild i 17 centre til flygtninge og asylansøgere i Sverige. Politiet mener, at brandene er påsat af personer med tilknytning til højreekstreme, fremmedfjendtlige miljøer.

Torsdag gik det ud over et tidligere plejehjem i en by øst for Helsingborg. To dage tidligere måtte redningsfolk evakuere et antal personer fra et asylcenter i byen Munkedal efter en påsat brand

I sidste weekend blev der ifølge svensk politi sat ild til en nedlagt skole uden for Ljungby, der ifølge planen skulle huse asylansøgere.

Ifølge FN's flygtningeorgan, UNHCR, har flere end 643.000 mennesker krydset Middelhavet til Europas kyster i 2015.

Mange af flygtningene forsøger efterfølgende at komme videre mod nord, ikke mindst til Tyskland og Sverige, for at søge asyl.

Flygtningene kommer fra Mellemøsten, Afrika og Asien, viser UNHCR's oversigt. Særligt er flygtninge fra Syrien, Irak og Eritrea repræsenteret i statistikken.