Sverige i chok: Holdt børn indespærret i ti år

En mor anklages for at have holdt tre børn skjult fra omverdenen i årevis. Følg med live her

(Foto: Christian Ornberg/Expressen)
(Foto: Christian Ornberg/Expressen)

En 59-årig kvinde er anholdt i Bromölla i Sverige på mistanken om, at hun i årevis har holdt sine børn indespærret i en lille lejlighed.

Politiet fik kendskab til sagen onsdag, da en nabo slog alarm. Kort efter stormede politiet lejligheden og pågreb moren, oplyser de svenske myndigheder.

Politiets talskvinde Ewa-Gun Westford oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om en mor til nu tre voksne børn.

- Vi mener, at de har fået deres frihed begrænset i en årrække. Der er tale om tre voksne, der i dag er i alderen 20 til 30 år, siger Ewa-Gun Westford.

Hun tilføjer, at der er mange uklare omstændigheder ved sagen. Den 59-årige kvinde er blevet afhørt, og anklageren skal tage stilling til, om hun skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.

- Det er noget, vi overvejer lige nu. Vi er ikke færdige med at afhøre hende, siger Ewa-Gun Westford til Ekstra Bladet.

Mor og børn boede i denne ejendom i Bromölla, der ligger i det sydlige Sverige. (Foto: Christian Ornberg/Expressen)
Mor og børn boede i denne ejendom i Bromölla, der ligger i det sydlige Sverige. (Foto: Christian Ornberg/Expressen)

De nu voksne børn skal have fortalt politiet, at de er blevet holdt fanget af deres mor i over 10 år. Det begyndte angiveligt, fordi moren ville holde børnene væk fra deres far.

I løbet af årene boede familien på flere forskellige adresser, fordi moren frygtede, at børnenes far ville opspore dem.

Faren oplyser til Kvällsposten, at han ikke har set sine børn i 17 år.

- Jeg har ledt efter mine børn siden sidst på 1990'erne, siger han og fortæller, at parret blev skilt i 1998.

Otte betjente stormede den lille, toværelses lejlighed og fik hentet familien ud. (Foto: Christian Ornberg/Expressen)
Otte betjente stormede den lille, toværelses lejlighed og fik hentet familien ud. (Foto: Christian Ornberg/Expressen)
 

Den 59-årige kvinde har ikke folkeregister på adressen i Bromölla, hvor hun tilsyneladende holdt sine børn afskåret fra omverdenen.

Blandt andet har børnene hverken gået i skole eller været i kontakt med sundhedsvæsnet i alle årene.

Naboer fortæller, at de aldrig har set folk komme og gå fra lejligheden.

- Vores kat hoppede over til deres altan i sommer, men vi måtte ikke komme ind og hente den. De forklarede det med, at de havde allergi, og at ingen måtte komme ind, siger en nabo.

- Persiennerne har altid været trukket ned, og vi har ikke hørt en lyd, siger en anden nabo.

En kvinde fortæller, at hun aldrig har set familien, selv om de skulle have boet i samme opgang i flere år.

- Det er forfærdeligt, hvad der er sket. Man bliver helt bange. Jeg har intet bemærket. Der er så dejligt stille og roligt her i området, siger hun.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere