Svindel: Kvinde mister kæmpe beløb

En kvinde er blevet 300.000 kroner fattigere efter et opkald fra en mand, der udgav sig for at være fra Betalingsservice

Det kan være rigtigt dyrt at udlevere personlige oplysninger til fremmede. Foto: Linda Johansen
Det kan være rigtigt dyrt at udlevere personlige oplysninger til fremmede. Foto: Linda Johansen

I løbet af et telefonopkald blev en 48-årig kvinde fra Ribe 300.000 kroner fattigere.

Hun blev ringet op af en dansktalende mand, som udgav sig for at være fra Betalingsservice.

Det skriver JydskeVestkysten.

Manden fortalte kvinden, at han ringede for at forhindre en overførsel på 20.000 kroner fra hendes konto til en canadisk konto.

Derfor skulle han bruge hendes oplysninger. I løbet af opkaldet fik hun tilsendt en mail og en LinkedIn-konto på en mand med arbejde i Nets for at overbevise hende om, at han var troværdig. Det lykkedes for manden i røret.
Han fik hende efterfølgende til at oplyse de sidste seks cifre af et NemID-nummer, så han kunne få adgang til hendes konto.

Kvinden fra Ribe havde nu fået hjælp til at stoppe overførslen af de 20.000 kroner til en canadisk konto.

Men til sin skræk kunne hun i stedet konstatere, at der var blevet hævet et markant større beløb.

De forsvundne penge
I alt 300.000 kroner var forsvundet fra to forskellige konti. Manden havde ved hjælp af kvindens oplysninger fået adgang til hendes konti hos både Danske Bank og Nordea.

Mandag blev bedrageriet meldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, men det bliver udfordrende at få pengene tilbage.

- Det er typisk svært at finde pengene i disse sager, fordi de ikke står på den konto, som pengene er overført til, særligt længe.

- Hvis gerningsmanden har flyttet pengene ud af landet, så kan det være rigtigt svært at finde dem, siger politikommissær Henrik Berg til Ekstra Bladet

- Episoden viser igen, at man ikke skal udlevere personfølsomme oplysninger til uvedkommende personer. Det kan man komme rigtigt galt afsted med.

Politiet efterforsker fortsat sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere