Svindlede massivt på Den Blå Avis: Nu er dommen faldet

To unge får betingede straffe for at narre penge fra talrige netbrugere

Den Blå Avis blev misbrugt til at narre de mange penge ud af netbrugerne. Nu har de to unge bag svindlen fået deres dom. PR-foto
Den Blå Avis blev misbrugt til at narre de mange penge ud af netbrugerne. Nu har de to unge bag svindlen fået deres dom. PR-foto

TIP OS: Kender du mere til sagen? Tip os via 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Mandag eftermiddag faldt der dom i en omfattende sag om svindel på Den Blå Avis, hvor en mand på 21 år og en kvinde på 20 år stod tiltalt for groft at have udnyttet tilliden hos 143 netbrugere.

Ved at indrykke falske annoncer lykkedes det de to unge at narre sig til næsten en kvart million kroner.

Får betinget fængsel
Men selv om anklageren lagde op til, at sagen var så usædvanlig, at den burde koste dem begge flere måneder bag tremmer, valgte dommeren i Glostrup at lytte på de unges forsvarere.

Advokaterne argumenterede for, at de unge er 'på rette vej', har job eller er under uddannelse, at de har tilstået betingelsesløst og indtil i dag er ustraffede. Derfor skal de slippe for at komme i fængsel, hvis de holder sig ude af kriminalitet de kommende to år. Og dommeren var enig.

Den 21-årige mand får således 10 måneders betinget fængsel og 150 timers samfundstjeneste. Kvinden får ni måneders betinget fængsel og skal ligeledes i 150 timers samfundstjeneste.

De skal samtidig betale pengene tilbage til dem, de er dømt for at have svindlet på nettet.

Se også: Politiet: Ungt par narrede formue ud af 143 netbrugere på DBA.dk

Fortryder i dag
Under mandagens retsmøde beklagede begge anklagede, at de havde snydt så mange:

- Det er jeg selvfølgelig ked af og fortryder rigtigt meget. Jeg har lært af mine fejl og vil betale folk pengene tilbage. Jeg vil gerne videre med mit liv, sagde kvinden, da hun afgav forklaring.

- Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg ikke have gjort de her ting. Jeg havde nogle problemer, som jeg ikke vil udtale mig om, lød det fra manden.

Teknologi - 18. nov. 2017 - kl. 12:05 Forbrugerrådet Tænk advarer efter svindel: Drop Facebook til private handler

Nægter samarbejde
De to var tiltalt for sammen at stå for de mange svindelnumre. Men selv om de var kærester og delte adresse, mens netbrugerne blev snydt, afviste de begge hårdnakket, at der var nogen form for samarbejde:

- Vi har været kærester og er det ikke længere. Men det var ikke noget, vi kørte sammen, forklarede manden, der ikke ville fortælle, hvor han fik ideen til svindelnummeret fra. Det ville kvinden heller ikke:

- Jeg husker ikke, hvordan jeg fik ideen, sagde hun.

Ingen af de to ønskede at sige, hvad pengene var brugt på. Men det kom frem under retsmødet, at begge var belastet af gæld og havde familiære problemer i den periode, hvor svindlen foregik.

Se også: To 18-årige solgte modesko på nettet - men leverede aldrig

Truet til at betale
I dag har kun ganske få af ofrene fået deres penge tilbage. Nemlig dem, der truede parret med politianmeldelse eller vold:

- Jeg har nok betalt tilbage til fire-fem stykker, som ville politianmelde. Der var en, som var meget aggressiv og truende, som jeg også betalte tilbage til, forklarede kvinden.

- Jeg har betalt en mand pengene tilbage. Han har også taget sin politianmeldelse tilbage, fortalte manden, der ligeledes betalte, da han blev truet af en anden kunde:

- Jeg var meget ivrig efter at lave et salg og sendte mit sygesikringsbevis til manden. Men så blev jeg truet. Mit mål er, at jeg skal betale alle tilbage, lovede manden, der ligesom kvinden har accepteret sin dom.

Her sender bagmændene serien af både postbilleder og kvitteringer, der skal overbevise et offer om, at den købte iPhone er på vej. Privatfoto Teknologi - 18. nov. 2017 - kl. 17:21 Kender du dette billede? Så er du sikkert blevet svindlet på Facebook

Pizzasag faldt fra hinanden

En del af sagen mod den 21-årige mand handlede om hans mere end tre år som ansat i en stor københavnsk pizzakæde. Ifølge tiltalen lykkedes det ham at tage 155.000 kroner af kassen plus et mindre beløb fra et benzinkort.

Men denne del af sagen smuldrede under mandagens retsmøde. Anklageren erkendte således, at pizzakædens dokumentation i sagen var så svag, at der alene kunne være tale om svindel for cirka 50.000 kroner, hvilket den unge mand erkendte:

- Jeg indtastede fiktive rabatter i kassen. Så hvis en kunde bestilte for 500 kroner og sagde nej til kvittering, tastede jeg købet ind med 100 procents rabat og tog pengene selv, forklarede manden.

- Jeg kan ikke huske, hvornår (på dagen, red.) jeg tog pengene ud. Det var typisk 100-200 kroner pr. dag.

Ifølge mandens forsvarer burde der være rejst en sag mod pizzakæden for at overlade penge til mindreårige, som manden var, da han blev ansat i kæden:

- Der er massivt rod i den inde hos dem, sagde forsvareren. Og anklageren var enig i, at det 'er meget rodet':

- Jeg har ikke noget problem med, at det bliver skåret til, sagde hun om denne del af sagen.

Manden blev derfor dømt for at have stjålet 50.000 og ikke 155.000 kroner fra kasseapparaterne hos pizzakæden, ligesom han erkendte at have købt benzin til sig selv for lidt over 5000 kroner på kædens benzinkort.

Erstatningskravet fra pizzakæden blev samtidig løftet ud af sagen. Kæden må derfor rejse en civil sag, hvis de vil have deres penge tilbage.