Sygeplejerske chokeret over drabstiltalte forældre: - Jeg bliver ærligt talt vred

Drabstiltalte forældres berøringer overfor deres lille barn var voldsomme og ufølsomme, beskriver et vidne i retten

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): - Jeg forstår ikke, at man ikke har fokus på, hvordan ens barn har det, når det bliver fragtet med respirator til intensiv afdeling. De stiller ingen spørgsmål til, hvordan hun har det.

Sådan lød det fra en sygeplejerske som vidner i Retten i Glostrup tirsdag, i sagen om et forældrepar, der er tiltalt for at have dræbt deres kun syv uger gamle baby.

I retten kom det frem, at den 35-årige far og den 24-årige mor virkede ukærlige og ufølsomme og udviste meget lidt omsorg overfor deres lille pige.

- Jeg kan huske, at jeg spørger moren, om hun er bange for at røre hende. Mange kan blive bange, fordi barnet er så lille. Det siger hun nej til.

Det forklarede en sygeplejerske på Herlev hospital, hvor den lille pige var indlagt. 

Da en anden sygeplejerske fra Rigshospitalet blev afhørt af politiet i juni 2019 lød det:

- Moren pillede ved barnet, når det gav mening. Det var mere farens adfærd, jeg blev irriteret over.

Sure over stuen
Barnet blev født på Herlev Hospital alt for tidligt, og vejede kun omkring 900 gram. På grund af det nyfødte barns tilstand blev hun flyttet til og fra Rigshospitalet og tilbage på Herlev.

Vidner forklarer i retten om forældrenes manglende tilstedeværelse hos det for tidligt fødte barn.

Da babyen kun var et par uger gammel opdagede lægerne tegn på en punkteret lunge. Derfor blev babyen lagt i respirator og hastet til Rigshospitalet.

En af de sygeplejersker, som tog imod den lille pige, forklarede i retten:

- Forældrene ankommer kort efter ambulancen. Han (faren, red.) bliver sur, da de ankommer og giver udtryk for, at hans kone ikke kan sove på den stue, de har fået. Den er ud mod gangen, og er ikke en ene stue. Faren siger, at det havde været bedre med en vinduesplads, så de var skærmet lidt af og folk ikke kunne vade forbi dem med udsyn.

Og den reaktion bider sygeplejersken mærke i.

- Der er fokus på deres stueforhold og ikke på deres barn, som er på intensiv i respirator. Det er ikke normalt, at forældrene er optaget af, hvor de ligger. Normalt er man interesseret i at høre, hvordan ens barn har det og man plejer at være taknemmelig over at deres barn bliver behandlet, forklarede sygeplejersken.

Af flere sygeplejersker fik forældreparret forklaret vigtigheden i deres tilstedeværelse på hospitalet hos deres syge barn.

- Da forældrene ankom til stuen, havde jeg en snak med dem om stueforholdene og at de skulle være tilstede. De valgte at gå efter fem minutter, og først komme tilbage fem timer senere. Jeg var forfærdet over det. Deres reaktion var atypisk, forklarede en sygeplejerske.

Ville ikke have behandling

De mange vidner i sagen, sygeplejersker, læger og senere en retsmediciner, skal afgive forklaring i retten i løbet af tirsdagen, som er tredje retsdag.

En reaktion fra faren er gået igen flere gange hos de forskellige vidner. En læge på børneafdelingen på Herlev Hospital fortalte i retten:

- Faren fortæller mig, at han ikke ønsker, at vi skal hjælpe eller behandle barnet efter fødslen.  Forældrene har haft en snak om, at de er bekymret for følgerne, hvis barnet bliver handicappet. Hvis barnet bliver født for tidligt, ønsker de ikke, at barnet skal overleve.

Men ingen danske undersøgelser har vist, at barnet var i risiko for at blive handicappet.

- Jeg har ikke været ude for det før, derfor noterer jeg det i journalen. Jeg siger, at vi forventer, at barnet selv kan trække vejret, og at man ikke kan frasige sig behandling. Så vi skal behandle. Et levende væsen skal hjælpes, sagde lægen.

Den lille pige var svært kvæstet, viste de retsmedicinske undersøgelser, efter at hun var død. Blandt andet havde hun svære forandringer i hjernen, som ifølge politiet skyldtes grov vold fra fødslen.

Forældrene nægter sig skyldige i tiltalen for drab.

Den 34-årige mand er af irakisk herkomst, men dansk statsborger, mens hans 24-årige hustru er iraker. Hun kræves udvist for bestandigt, hvis hun bliver dømt.

Forældrene blev varetægtsfængslet 17. maj sidste år sigtet for vold med døden til følge - men specialanklager Morten Frederiksen har på baggrund af efterforskningen rejst tiltale for drab.

Den lille pige havde blandt andet brud på venstre isseben, hvilket medførte sammenklapning af lungerne, iltmangel og 'udbredte svære hjerneforandringer', hvilket medførte døden 25. april 2019, lyder tiltalen. Hun havde også talrige brud på sine ribben.

Ifølge anklageskriftet skete volden fra 4. marts 2019, hvor pigen blev født, og frem til 13. april.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere